Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fly til tiden eller pengene på bordet!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 17/09/2014 - 01:00

Fly & trafik


Ronald Huzar skulle flyve fra Málaga, men blev 27 timer forsinket. Den 58-årige brite accepterede dog ikke flyselskabets afvisning af erstatni...

Ronald Huzar skulle flyve fra Málaga, men blev 27 timer forsinket. Den 58-årige brite accepterede dog ikke flyselskabets afvisning af erstatning med, at det ikke var en fejl, de var ansvarlige for. Nu har en retsinstans afsagt dom, og den kan få betydning for alle nationaliteter i EU.

 

Hvilken økonomisk kompensation?

 

Klik her for at undgå denne meddelelse fra den 1.oktober, og få oven i købet 15 dage gratis ved tilmelding inden den 28. september

 

Oktober 2011 i Málaga lufthavn

Ronald Huzar og familie skulle flyve tilbage til Manchester med lavprisselskabet Jet2.com efter et ferieophold på Costa del Sol. Det viser sig imidlertid, at piloterne ved flyvningen til til Málaga får advarsel om en kabelfejl i Boeing 737-33A-flyet.

 

Da fejlen ikke lige er let at fikse, bliver Huzar-familiens tilbagerejse forsinket med 27 timer.

 

Tilbage i Manchester anmoder Ronald Huzar Jet2.com om erstatning i henhold til de gældende EU-regler.

 

Lavprisselskabet afviser Huzars krav med henvisning til, at der var tale om ”ekstraordinære omstændigheder uden for selskabets kontrol.”

 

Og det er ikke usædvanligt i branchen, at flyselskaber prøver på det.

 

Dommen i England

Ronald Huzar var sej, og lod sig ikke kue af Jet2.com. Han hev selskabet i retten og efter behandling i to retsinstanser endte sagen i en appeldomstol

 

Appeldomstolen fulgte underretternes afgørelse og slog fast, at en teknisk fejl på et fly er en del af selskabets drift og ikke en ekstraordinær omstændighed uden for selskabets kontrol. Det er at sidestille med en bilejers uforudsete tekniske problemer med sin bil.

 

Formanden for den britiske forbrugerorganisation Which?, Richard Lloyd, er meget tilfreds med afgørelsen og udtrykker sin tilfredshed med, at flyselskaberne ikke længere kan påstå, at rutinemæssige tekniske problemer er af ekstraordinær karakter.

 

Ronald Huzar selv var meget glad for dommen, og kalder den for en milepæl. Han håber også, at hans indsats for sagen vil hjælpe andre i lignende situation over hele landet.

 

Millionerstatninger

Jet2.com har nu anket dommen til den britiske højesteret. Måske efter rådslagning med andre flyselskaber, for dommen åbner op for, at millioner af erstatningskrav kan rejses mod flyselskaber med seks års tilbagevirkende kraft.

 

Men ifølge eksperter vil dommen allerede smitte af, selvom den endnu ikke er afgjort ved den britiske højesteret.

 

Gode domme smitter”

Flere analytikere regner også med, at selv om den britiske højesteret også skulle stadfæste appeldomstolens afgørelse, vil den derefter blive anket til EU-domstolen. Det vil ske på grund af de store økonomiske konsekvenser for flyselskaberne.

 

Dommen har skabt stor opmærksomhed i Norge, hvor Skandinaviens største lavprisselskab, Norwegian, jo har hjemsted.

 

- Erfaringen viser at gode domme, uanset hvor de er afsagt, vil smitte af på retshåndhævelsen i EU-landene. Én gang de ankenævnene i andre lande er orienterede om dommen i England, vil de inkludere den i deres juridiske grundlag, siger Rolf Forsdahl, der er administrativ leder af det norske transportklagenævn til VG.no

 

Ankenævnets juridiske leder, landsdommer Einar Kaspersen, mener dommen er opsigtsvækkende.

 

- Her går man ind på de gamle domme og tolker dem på ny. Denne nytolkning slår benene væk under meget af den argumentation, som flyselskaberne i dag bruger, når klager behandles i europæiske transportklagenævn, siger Einar Kaspersen til VG.

 

Hurtige konsekvenser?

I oktober mødes de europæiske transportklagenævn i Brüssel for at diskutere, hvilke konsekvenser den britiske dom skal få på behandlingen af tvister i Europa.

 

Bliver de ændret i lyset af den britiske dom, kan det få umiddelbare konsekvenser for klagenævnene i de enkelte EU-lande.

 

Hvilken økonomisk kompensation?

Ronald Huzar rejste med tre familiemedlemmer, og han mente at være berettiget til en erstatning på 4 x 400 = 1.600 euro.

 

Udpluk af de gældende EU-regler:

Hvis du bliver afvist, din afgang bliver aflyst, eller du ankommer med mere end 3 timers forsinkelse til det endelige bestemmelsessted angivet på din billet, kan du have ret til en erstatning på mellem 250 og 600 euro, afhængigt af flyveturens længde:

 

Inden for EU:

1.500 km. eller mindre: 250 euro, over 1.500 km: 400 euro

 

Mellem en lufthavn i EU og én uden for EU:

1.500 km. eller mindre: 250 euro, mellem 1.500 og 3.500 km: 400 euro, og over 3.500 km: 600 euro

 

Hvis flyselskabet tilbyder dig en alternativ afgang med en lignende tidsplan, kan erstatningen blive skåret ned med 50 procent.

 

Ved aflyste afgange kan du ikke få kompensation, hvis:

  • Aflysningen skyldes ekstraordinære omstændigheder som f.eks. dårlige vejrforhold, eller
  • Du blev underrettet 2 uger inden den planlagte afgangsdato, eller
  • Du fik tilbudt et alternativ til samme rute med en tidsplan, der svarede til den oprindelige.

 

Ekstraordinære omstændigheder

  • Ved aflysning på grund af ekstraordinære omstændigheder har du muligvis ikke ret til erstatning, men selskabet skal stadig tilbyde dig enten:
  • Tilbagebetaling af billetprisen (helt eller bare den del, du ikke har anvendt)
  • Alternativ transport til dit endelige bestemmelsessted hurtigst muligt eller
  • Ombookning til et senere tidspunkt efter eget valg (såfremt der er ledige pladser).

 

Selv under ekstraordinære omstændigheder skal flyselskaberne give dig bistand, når det er nødvendigt, mens du venter på alternativ transport.

 

Spanien i Dag følger sagen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.