Selvmordsforsøg i bank
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 19/02/2013 - 07:59
Krimi og katastrofe
En desperat 47-årig kvinde, enke, og mor til tre - den yngste 12 år - satte mandag formiddag ild til sig selv i en afdeling af La Caixa i Alma...
En desperat 47-årig kvinde, enke, og mor til tre - den yngste 12 år - satte mandag formiddag ild til sig selv i en afdeling af La Caixa i Almassora, i Castellon Provinsen.
Kvinden, Inocencia, var taget i banken for at lave en aftale om en afbetalingsordning på sin gæld til banken. Da det ikke lykkedes, overhældte hun sig selv med benzin og satte ild til. Lokalet blev voldsomt raseret af branden, mens det lykkedes bankens kunder og personale at komme ud i tide.
Familien led af alvorlige økonomiske vanskeligheder og stod foran en ny tvangsudsættelse. Inocencia er tidligere blevet smidt ud af sine boliger tre gange.
Et vidne til dramaet, der fandt sted klokken 12 i bankens afdeling på Avenida José Ortiz i Almassora, siger, at kvinden kastede sig skrigende til gulvet og råbte:
- I har taget alt fra mig!
Et af vidnerne til branden, Maria, der ejer en bar lige ved siden af banken, fortæller, at personalet kom stormende ind for at ringe til brandvæsnet.
Efter hun var blevet hjulpet ud af bankens lokaler, bad hun halvt bevidstløs betjentene om hjælp til at komme af med det brændende tøj.
Svaret var, at de ikke kunne gøre noget, før en vagtlæge fra SAMU kom frem, og der gik flere afgørende minutter, inden ambulancen nåede frem til stedet.
Inocencia blev kørt til fodboldstadion, hvor hun kom under akut lægehandling. Derefter blev hun fløjet med helikopter til La Fe-sygehuset Valencia.
Banken blev raseret af ilden
Kun lille chance
Inocencia lider af forbrændinger på 48 procent af kroppen, og hendes tilstand er alvorlig. Der var i morges kun 20 procents sandsynlighed for, at hun ville overleve.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.