Shhhh - nu kommer der svar!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 06/11/2013 - 11:58
Samfund og Politik
Chefen for det spanske efterretningsvæsen, CNI, måtte her til formiddag stå skoleret for at forklare Spaniens rolle i forbindelse med afslør...
Chefen for det spanske efterretningsvæsen, CNI, måtte her til formiddag stå skoleret for at forklare Spaniens rolle i forbindelse med afsløring af USA's spionage af millioner af europæiske borgere. Men modsat borgernes private telefonsamtaler er dagens møde heeeeelt hemmeligt.
Under et møde med Kongressens særlige sikkerhedsudvalg, Secretos Oficiales, skal efterretningstjenestens chef forsikre de folkevalgte om, at der ikke er sket nogen lovovertrædelser, sådan som flere dagblade og oppositionspolitikere ellers mener, det er tilfældet.
CNI-chef Félix Sanz Roldán mødte op en time inden mødet startede for ”personligt at gennemgå opsætning af det tekniske udstyr, der skulle bruges i formidling af budskabet”, skriver El Mundo.
Formidlingen af oplysningerne er omgivet af det dybeste hemmelighedskræmmeri. Ifølge Roldán bliver der vist en video, som ”beviser, at alle de aktiviteter, der gennemføres af den spanske efterretningstjeneste, holder sig inden for lovens rammer”.
Medlemmer af udvalget må ikke tage notater, kopiere eller på anden vis gengive oplysninger fra videofremvisningen, skriver El Mundo.
Har meget at forklare
Talsmand for venstrefløjs-koalitionen, Izquierda Plural, José Luis Centella, siger, at hans parti har været ”meget udspioneret”, og at efterretningschefen har ”meget at forklare”.
Han vil derfor have at vide om, hvorvidt den spanske efterretningstjeneste har fungeret som en slags ”franchise” for det amerikanske efterretningsvæsen. Han vil også kræve oplysning om præcis, hvilket oplysninger, der er trukket ud om landets borgere.
CNI-chefen hævder, at der kun er indhentet oplysninger om personer, der er under mistanke for at være involveret i terroraktivitet.
- Vi har beviser for, at vi er blevet udspioneret og aflyttet. Om det stadig sker? Det ved vi ikke, men jeg vil spørge, siger Centella inden mødet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.