Skør fest flytter til berømt park
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 19/09/2014 - 11:13
Rejser & oplevelser
Spaniens verdensberømte tomat-fest, La Tomatina, rykker til London. Hyde Park forventes at være det næste værtssted i kampen om de mange ton...
Spaniens verdensberømte tomat-fest, La Tomatina, rykker til London. Hyde Park forventes at være det næste værtssted i kampen om de mange ton tomater.
Tomatinas hjemstavnskommune, Buñol, ligger lidt øst for Valencia. Med sine sølle 10.000 indbyggere er den blevet verdenskendt for sin helt specielle tomat-fest, og meget tyder på, at byen har stor succes med at eksportere festligheden til andre lande.
Borgmester Joaquín Masmano har haft møder med den spanske ambassades turistafdeling i London om afholdelse af en britisk version af Tomatina i Hyde Park næste år.
Det første møde med Royal Parks, som administrerer Hyde Park, afholdes næste måned – men ifølge det spanske turistkontor, Turespaña, er der stor interesse for at holde festen.
Valfarter fra hele verden
Buñols tomat-fest blev for alvor kendt i hele verden, da den endte på forsiden af New York Times i 1984, og siden da har den tiltrukket titusindvis af turister fra hele Europa - herunder fra Det Forenede Kongerige – men også så langt væk som USA, Japan og endda Australien.
Faktisk er festen blevet så populær, at kommunen nu opkræver en adgangsbillet på ti euro per deltager og har begrænset besøgstallet til godt 20.000
Hollywood, Bollywood og pengestærke russere har i år betalt helt op til 6.000 euro for en VIP-balkon, hvorfra der er direkte udsigt til tomat-festen.
Tomatina siges at være en af de største attraktioner i Valencia Regionen og er uofficielt udnævnt som regionens ”bedste ambassadør”.
Husk beskyttelsesbriller!
Helt lavpraktisk består festen i, at der hældes tonsvis af solmodne tomater ud på byens torv. Når fløjten lyder har deltagerne 15 minutter til at kaste med tomater.
De fleste deltagere bærer beskyttelsesbriller eller svømmebriller for ikke at skade øjnene. Og kroppen pakkes ind i gamle, hvide T-shirts eller badetøj, som man ikke har planer om at bruge igen. Tomater er nemlig meget svær at vaske af tøjet.
Startede ved en tilfældighed
Den berømte festlighed startede ved lidt af en tilfældighed. En gruppe unge gik og kedede sig og snuppede overmoden frugt og grøntsager fra det ugentlige torvemarked, som de så kastede mod hinanden.
Det udviklede sig til en årlig begivenhed, og nu er festen altså endte på forsiden af alverdens aviser.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.