Skøre bøder
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 23/05/2014 - 12:00
Fly & trafik
Kig ligeud, og hvis øret klør, må du bare bide det i dig. I øvrigt skal du heller ikke nøle som fodgænger – det kan koste en langsom-bø...
Kig ligeud, og hvis øret klør, må du bare bide det i dig. I øvrigt skal du heller ikke nøle som fodgænger – det kan koste en langsom-bøde. Vi ser på skøre bøder og regler og kaster også et blik ud i verden.
Hør interview med trafik-ekspert Martin Brygmann om den nye trafiklov, der trådte i kraft i maj. Lyt med i Radio Solymar Weekly fra klokken 16
Vi starter herhjemme i Spanien, hvor du skal sørge for at se lige fremad, når du sidder ved rattet. Der vanker nemlig bøde, hvis du drejer hovedet for meget. Det har galiciske Javier Raposa lært på den hårde måde. Den 18. april blev han idømt en bøde på 100 euro for at have drejet hovedet 45 grader, fremgår det af politiets mobile radar i Poio, Pontevedra.
Ærgrer sig over at have betalt
- Jeg kan ikke huske præcis, hvorfor jeg kiggede til siden, og jeg var da slet ikke klar over, at det er ulovligt, siger Javier Raposo til avisen.
Han ærgrer sig i dag over at have betalt bøden, som ved hurtig betaling bliver reduceret til det halve.
- Jeg havde ikke tid til at indlevere en klage og ville bare ud af det her så hurtigt som muligt, siger han om bøden, som han kalder dybt uretfærdig.
Reposa var på vej med sin familie i bilen fra Vilagarcía til Poio, da han drejede hovedet i retning af politiets radar. Fra lokalpolitiet i Poio forlyder det, at bilisterne udviste ”uansvarlig kørsel”. Reposa var ikke den eneste, der kom til at dreje hovedet for meget den dag. Et dusin andre bilister gjorde det samme, skriver 20minutos, og det kostede i bødekassen.
Men der er mange andre besynderlige sager.
En ansat på et hotel i Santiago de Compostela blev idømt en bøde på 80 euro for et par dage siden fordi hendes L-tegn (begynder-bilist, red.) faldt af bagruden.
Ikke klø for længe
En af de mest kontroversielle sager drejer sig dog om en advokat fra De Kanariske Øer, Tomas Valdivieso. I 2003 blev han idømt en bøde af Guardia Civil for at klø sig på øret. For længe.
- Jeg blev stoppet på A-6 i Madrid af to betjente, som ville give mig en bøde for at have talt i mobiltelefon under kørsel. Det benægtede jeg og viste endda opkaldslisten på min mobil, så de kunne se, at det sidste opkald blev fortaget dagen før, siger Valdivieso.
Men på trods af det ret stærke bevis fik han en bøde for at have ”holdt sin højre hånd permanent for øret, og for kun at have én hånd på rattet”. Bøden blev dog anket og senere annulleret.
Nul kreativitet eller dovneri
Du skal heller ikke være for kreativ. Enhver form for dekoration, tegning eller reklame på bilens nummerplade koster 80 euro.
Fodgængere der er lidt for dovne eller bare nyder livet lidt for meget, kan også komme i fedtefadet. Krydser du eksempelvis gaden for langsomt uden åbenlys grund, giver det bøde - også selv om det sker i en fodgængerovergang. Og hvis du bruger briller, skal du altid huske at have et ekstra par liggende i bilen.
Kuk-kuk i verden
Lad os så lige skue lidt ud i verden, og hvorfor ikke starte i Danmark. Vidste du eksempelvis, at før du kører, skal du altid lige en tur ind under bilen og sikre dig, at der ikke ligger mennesker og gemmer sig der?
På Cypern må du ikke spise eller drikke noget som helst – ikke engang vand, og i Rusland kan du få en bøde, hvis bilen er beskidt. I Tyskland får du en straf, hvis du løber tør for benzin på motorvejen – det er nemlig både træls og koster bøde. I Frankrig skal alle bilister have et alkometer med i bilen – glemmer du det, koster det en bøde på 11 euro, og det er vel også en slags penge.
LÆSER-RETTELSE: Efter lange overvejelser og megen snak blev loven om, at man i Frankrig skulle have ikke et men to alkometre i bilen ikke vedtaget alligevel, da man fandt ud af, at de var følsomme for varierende temperaturer, og derfor ikke var retvisende.
På Filippinerne må du ikke køre bil om mandagen, hvis nummerpladen ender med tallet 1 eller 2, og i Japan koster det 50 euro at køre gennem en vandpyt, hvis det plasker på en fodgænger.
Og lad os så lige afrunde hos de skøre amerikanere, der ikke må køre bil med bind for øjnene, ikke må binde en hund fast til taget af bilen og heller ikke må dytte efter klokken 21, hvis det er i nærheden af et sted, hvor der serveres mad og drikke.
Hvis du binder din elefant fast til et parkometer i Florida, skal du huske at betale parkeringsafgift.
Har vi glemt nogen? Skriv en kommentar herunder
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.