Skandaler og skeletter
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/06/2014 - 11:27
Kendte & kongelige
Mandag morgen meddelte Mariano Rajoy, at kongen abdicerer, så nu går spekulationerne på, hvorfor og hvorfor nu?. Et skidt helbred er nemlig i...
Mandag morgen meddelte Mariano Rajoy, at kongen abdicerer, så nu går spekulationerne på, hvorfor og hvorfor nu?. Et skidt helbred er nemlig ikke eneste mulighed - det har ikke været let at være konge i de seneste år.
Lad os lige tage en dyb indånding og se på, hvad der er forgået i der spanske kongehus i nyere tid, der har fået danske Prins Joachims brystgrabsende Crazy Daizy-eskapader til at ligne en børnefødselsdag i solskin med fuglekvidder.
Ligene er væltet ud af de kongelige gemakker, og der synes ingen ende på elendighederne, som har fået den ellers velansete og nydelige spanske konge til at havne i bunden af popularitetsskalaen.
Korruption og krise
Det hele startede i november 2011, da det for første gang blev afsløret at et medlem af den kongelige familie Inaki Urdangarin, var under anklage for korruption. Nyheden væltede som en kold spand vand over Zarzuela Paladset, som hidtil ellers er gået fri af skandaler og krisesnak.
Det har ikke været noget let job for Rafael Spottorno
Dengang havde kongehusets talsmand, Rafael Spottorno, kun været en måned i sit nye job, men efter et årti inden for institutionen havde han god erfaring med kongefamiliens gørens og laden, og intet syntes at indikere, at hans nye post ville bliver vanskelig at takle.
Men her tog han altså grundig fejl, for i den tid, der er gået siden, har Zarzuela Paladset været udsat for en sand orkan af skandaler og afsløringer, som ikke lader landets hundredvis af korruptions-sigtede politikere stå alene.
Skandalen tog fart
Men den første reaktion på anklagerne mod kongehuset kom hurtigt. Spottorno tog det første møde med journalister efter sin udnævnelse den 12. december 2011, hvor han kort meddelte at Urdangarin ikke ville deltage i flere institutionelle arrangementer som repræsentant for den kongelige familie.
Og herefter gik det så stærkt. Anklagerne mod Nóos-Instituttets misbrug af kongefamiliens emblem til egen vinding tog til, Prinsesse Cristinas rolle som menigt bestyrelsesmedlem og hendes formodede kendskab til selskabets aktiviteter fyldte bægeret til kanten, og da det så kom frem, at selve landets konge mentes at være orienteret om ulovlighederne – ja, så flød det over.
I dag er der ikke meget at grine ad mere
- Mistanken mod kongens yngste datter, Prinsesse Cristina, er det hårdeste slag mod den kongelige familie i moderne tid, eller lige så længe jeg kan huske, har den stedfortrædende redaktør af El País, Jan Martinez Ahrens, udtalt til The Associated Press.
Selv om alle europæiske kongehuse har været i nærheden af skandaler om uhæderlighed, korruption eller skatteunddragelse, er det første gang, at et nærtstående medlem af en kongefamilie er under mistanke i en omfattende sag om million-bedrageri.
De sager, der kommer tættest på, er sigtelserne mod den egensindige prins Laurent af Belgien, yngste søn af kong Albert og og mod Victor Emmanuel af Savoyen, søn til den sidste konge af Italien, som også endte i retten. Alle andre sager er blevet afvist, inden de nogensinde er nået for en dommer.
Lo siento!
Ud over de familiære kvaler har kongen også sit at slås med. Han er styrtet på næsen, tromlet ind i en dørkarm, og lider ifølge sin søster af en familiesvaghed, som betyder, at han jævnligt må på operationsbordet for rygsmerter og hoftebrud.
Den dansk-tyske prinsesse har virkelig været i fokus
Den 13. april er det præcist et år siden, at kongen faldt og brækkede sin hofte på sin famøse elefantjagt i Botswana. Det var ved samme lejlighed, at det kom frem, at han havde haft selskab på turen af den dansk-tyske prinsesse Corinna. Et halvt år senere havde han så slidt så meget på den anden hofte, at den også måtte under kniven.
Læs mere i artiklen "Jagter flere slags pattedyr"
Den mildest talt uheldige elefantjagt – som fandt sted mens landets undersåtter lå underdrejede i den værste økonomisk krise i mands minde - resulterede i kongens berømte udsagn:
- Jeg er ked af det, jeg tog fejl, og det skal aldrig ske igen.
Sagen gav ham masser af forsideplads på verdens aviser, og posten som æresmedlem af spanske WWF blev inddraget. Foreningen havde vanskeligt ved at forlige sig med tanken om, at det er OK at jage elefanter for sjov.
Elefantkongen
Kongen blev fløjet tilbage til operation i Madrid, hvor han blev modtaget af sin dronning, der passende var blevet hjemme fra den farefulde færd.
Sygdom og skattely
Og hele den ballade skete kun to dage efter, at kongens ældste barnebarn, Felipe Juan Froilán, kom til at skyde sig selv i foden med en skarpladt pistol på påskeferie med sin far, Jaime de Marichalar. Froilán, som den gang var bare 13 år, bar skydevåben som ikke er tilladt for børn under 14.
Nå ja – så var der jo også sagen om royale skattely i Schweiz. Det viser sig nemlig, at Juan Carlos' far, Juan de Borbón, som på sin tid oparbejdede en større formue, for 20 år siden efterlod en arv på 1,1 milliarder af de gamle pesetas til sin søn. Heraf befinder de 728 millioner sig i skattely i Schweiz, så det er ikke kun korrupte politikere og skruppelløse spekulanter, der kender smuthullerne ud over landets grænser.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.