Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skandinaver gasset og berøvet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 25/02/2014 - 11:00

Krimi og katastrofe


Norsk par på vinterferie blev gasset og berøvet, mens de lå og sov i deres ferielejlighed på De Kanariske Øer. Normalt sover de let, men f

Norsk par på vinterferie blev gasset og berøvet, mens de lå og sov i deres ferielejlighed på De Kanariske Øer. Normalt sover de let, men først da de blev vækket af den bekymrede receptionist, opdagede de, at flere værdier manglede.

 

Parret, som ønsker at være anonyme, var på ferie i Solvasa Atlantida i Los Christianos på den sydlige del af Tenerife.

 

De var på chartertur med Ving og ankom til Tenerife den 9. februar. Her blev de indkvarteret i en stue-lejlighed, som vender direkte ud til hotellets swimmingpool, skriver Canariajournalen.

 

Dyb søvn

To dage efter ankomsten, tirsdag den 11. februar, gik parret til ro ved 22-tiden, og begge sov dybt, helt indtil de blev vækket af receptionisten den efterfølgende morgen klokken 8:30.

 

Og da manglede mobiltelefon, kontanter og kvindens håndtaske, der havde stået lige ved siden af sengen, og vinduet stod på klem.

 

– Jeg har haft en del kroniske problemer de seneste år og var netop færdig med strålingsbehandling for brystkræft to dage inden vi tog af sted. Jeg havde glædet mig længe til denne tur, siger den 42-årige kvinde til Canariajournalen.no.

 

Men glæden holdt altså ikke længe.

 

Personlige ting spredt ved poolen

Da det norske par blev vækket af receptionisten, var det fordi kvindens håndtaske og hendes 48-årige mands pung var blevet fundet ude ved poolen med indholdet spredt ud over det hele. Men kreditkort, mobiltelefon og penge var væk.

 

Kvinden er dybt chokeret over, at de ikke vågnede, da der var nogen i lejligheden, og hun er overbevist om, at de er blevet bedøvet.

 

- Min mand sover meget let og vågner, bare jeg vender mig i sengen, men vi hørte ikke en lyd hele natten, og vi tror derfor, at vi er blevet gasset. Soveværelsesvinduet stod på klem, så det må være der, de er kravlet ind, siger hun.

 

Utrygt og ringe hjælp

Lejligheden ligger bare en halv meter højere end pool-området, og selv om der er gelænder omkring altanen, er det relativt let at komme over.
Dagen efter røveriet blev brugt på at anmelde det til politiet, spærre kort og hæve kontanter til resten af ferien. Der blev ikke meget tilbage af den tiltrængte ferie for det norske par.

 

Resten af ugen sov parret dårligt, og døren ind til lejligheden blev barrikaderet med en kommode med et TV oven på.

 

Parret har heller ikke meget til overs for hjælpen fra hotelreceptionen.

 

– De fraskrev sig ethvert ansvar for røveriet og henviste bare til, hvornår Ving-guiderne ville komme til hotellet. Vi var ret rystede efter oplevelsen og følte ikke, at der blev taget hånd om os, siger den 42-årige.

 

Informationschef uden informationer

Efterfølgende hjalp Ving-guiden med politianmeldelsen og ringede senere for at høre, hvordan det gik.

 

Vings informationschef, Marie-Anne Zachasson, siger, at hun ikke kender til sagen. Hun har faktisk aldrig hørt om sager, hvor deres gæster er blevet røvet under deres ferie på Kanarie-øerne.

 

- Det værste er, at vi er blevet utrygge ved at tage tilbage til Tenerife, siger kvinden, efter hvad der var hendes første besøg på den spanske ferie-ø.

 

- Min svigerfar og hans kone bor to måneder hver vinter i Puerto Rico på Gran Canaria, og de siger, at de ser politi i gaderne fire til fem gange om dagen, men det oplevede vi ikke i Los Cristianos, siger hun.

 

Det norske konsulat på Gran Canaria har ikke registreret anmeldelser fra personer, der er blevet bedøvet med gas.

 

- Det sker at nordmænd bliver frastjålet værdier på hoteller, i lejlighedskomplekser og ikke mindst på gaden. Men taget i betragtning det store antal feriegæster, der kommer til øerne, er det heldigvis en lille procentdel, det gælder, siger konsul Gry Rustad til Canariajournalen.no.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.