Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skarp kritik fra FN

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/02/2012 - 13:01

Krimi og katastrofe Samfund og Politik


FN's Højkommissariat er klar i sin kritik af højesterets dom over den spanske dommer og menneskerettighedsforkæmper Baltasar Garzón. Fra...

FN's Højkommissariat er klar i sin kritik af højesterets dom over den spanske dommer og menneskerettighedsforkæmper Baltasar Garzón. Fra i morgen bliver Garzón suspenderet fra sit embede.

 

Garzón er blevet idømt 11 års inhabilitet for ulovlig aflytning af telefonsamtaler mellem forsvarsadvokater og korruptions-sigtede i den såkaldte Gürtel-sag. Korruptionsskandalen involverer højtstående medlemmer af regeringspartiet Partido Popular.

 

Dømt for at gøre sit job

Garzón er også anklaget for at have overskredet sine beføjelser ved at undersøge anklager om forbrydelser mod menneskeheden under den spanske borgerkrig og det efterfølgende Franco-diktatur i perioden mellem 1936 og 1951.

 

Højkommissariatets talsmand, Rupert Colville, siger, at det er helt forkert at straffe dommere for at gøre deres arbejde.

 

- Dommerne bør ikke være genstand for strafferetslig forfølgning for at gøre deres arbejde. Spanien er i henhold til international ret forpligtet til til at undersøge anklager om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder dem, begået under Franco-regimet, og at retsforfølge og straffe de ansvarlige, lyder de utvetydige ord fra FN-talsmanden.

 

Colville minder de spanske myndigheder om, at FN's Højkommissariat allerede for tre år siden anbefalede Spanien at ændre loven om amnesti med den begrundelse, at det ikke er i overensstemmelse med international menneskerettighedslovgivning.

 

Garzón er kendt for at bruge universel jurisdiktion i forbindelse med sine undersøgelser af højt-profilerede sager som Osama Bin Laden og den tidligere chilenske diktator, Augusto Pinochet.

 

Kræver retfærdighed nu

Dommen over Baltazar Garzón fik lørdag omkring 2.000 mennesker til at trodse vinterkulden og protestere uden for Højesteretten i Madrid. ”PP's retfærdighed: Camps slipper, Garzon skyldig” og ”Ned med fascisterne i Retten” var nogle af de slagord der lød uden for Højestret i protest mod det spanske retsvæsen.

 

Demonstrationen blev bakket op af flere venstrefløjs-politikere, kulturelle personligheder som digteren Marcos Ana, der valgte at læse et manifest op til støtte for den dømte dommer.

 

Baltazar Garzón har sagt, at han vil appellere dommen. Sympatisører og flere politikere kræver et opgør med højesterets ”fascisme” og vil have retfærdighed for ofrene for borgerkrigens rædsler og den politiske korruption i Spanien.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.