Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skat – ordet med mange betydninger

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/05/2012 - 00:15

Klumme


Det blev en uge med mange begivenheder, og nogle af dem er meget vigtige for danske pensionister i Spanien. Derudover fik vi besøg af vores nye...

Det blev en uge med mange begivenheder, og nogle af dem er meget vigtige for danske pensionister i Spanien. Derudover fik vi besøg af vores nye praktikant, EU-landenes forskellige eksistensgrundlag blev tydeliggjort, og så viser den franske præsident den spanske premierminister vejen til beskedenhed.


Vi tager torskegilderne først. Spanien i Dag er blevet bekendt med, at der foreløbigt er et to-cifret antal danskere, der er blevet kaldt til torskegilde hos det spanske skattevæsen, Tributaria. Og det er vel at mærke to-cifret i den høje ende.


Vores viden om sagen bygger på oplysninger fra flere forskellige kilder – både en skatteyder og danske skatterådgivere.


Hjælp fra SKAT?

Fokus er rettet mod selvangivelsen for 2007, hvor forældelsesfristen udløber med udgangen af juni i år, og handler helt specifikt om udbetalingen af pensioner. SKAT i Danmark har ifølge en kilde uopfordret sendt personoplysningerne til Tributaria og her anført pensionsudbetalingerne med en kode, der vildledende oplyser, at der er tale om lønindkomst.


Med udgangspunkt i disse oplysninger mener Tributaria, at pensionsudbetalingerne skal beskattes som lønindtægt til høj beskatning og ikke som pensionsindkomst til væsentlig lavere beskatning.


Derudover interesserer Tributaria sig for indkomster, som skatteyderen kunne have glemt at oplyse.


Onsdag rettede Spanien i Dag henvendelse til SKAT's presseafdeling og bad om en kommentar på, hvorvidt SKAT uopfordret har sendt oplysninger til Tributaria og om muligheden for, at SKAT kan fremsende en ny specifikation til Tributaria med den korrekte angivelse. Det vil kunne fritage de mange danskere for en masser kvaler – blandt andet at skulle foretage translatør-oversættelser af personlige skatteoplysninger fra dansk til spansk.


SKAT har stillet i udsigt, at vi vil modtage svar på tirsdag den 29. maj – dagen før Tributaria skal holde møde om sin fortolkning af sagerne.


Følg med i Spanien i Dag

På mandag starter vi en artikelserie, der redegør for de forskellige vinkler på sagen, blandt andet med en opsummering af skattereglerne for de forskellige pensionstyper, hvilke bøder der gives for fejlagtige oplysninger, og hvilke råd, der eventuelt kan gives i sagerne.


Netop nu er det selvangivelsestid i Spanien og en spansk gestor, revisor, hvisker os i øret, at man nok skal være meget omhyggelig med, at der ikke sker forglemmelser i selvangivelsen for 2011.


30 km på literen

Midt i alle EU-strabadserne viste den franske Præsident, Francois Hollande, forleden vejen til, hvordan en statsleder og en regering bliver spiselig for befolkningen i et land, der er i krise.


Det skete, da Spaniens Premierminister, Mariano Rajoy, kom til frokost hos Præsidenten i Élyése-Palæet i Paris. Eller rettere sagt efter frokosten, da de to statsoverhoveder kørte til Gare du Nord i Paris ”og holdt for alle røde lys undervejs.”


Hollande kørte i sin hybrid-bil, en Citroën DS5, der er fantastisk miljøvenlig og endda billig i forhold til den tidligere præsidents flagskib og den spanske premierministers bilpark.


Og i modsætning til den tidligere præsidents rejser til Bruxelles foregik transporten ikke med eget fly, men derimod med det offentlige højhastighedstog.


Læs hele historien og se billederne af Hollandes smadder-lækre DS5'er her.


Lige børn leger bedst

Der er ikke noget at sige til, at Tyskland – og for den sags skyld også Danmark - er uenig med de kriseramte europæiske lande om at indføre de såkaldte euroobligationer. Det vil betyde, at eksempelvis Tyskland skal være med til at hæfte for Frankrigs og Spaniens statsgæld.


På den anden side ville det betyde, at Frankrig og Spanien skulle betale mindre i renter.


Netop denne uge tydeliggjorde, hvilken tynd tråd euro-samarbejdet egentlig hænger i. Mens Tyskland – og nu også næsten Danmark – kan refinansiere sine statsgældsobligationer til en rente, der nærmest ligner nul – altså ingen udgift – så ligger Spanien på et niveau omkring seks procent.


Det næste topmøde i juni vil vise, om det lykkes for Francois Hollande som bannerfører at få indført ”en eller anden form for euroobligationer.”


En virkelig skat

Hver fredag aften leder jeg med lys og lygte efter nogle rigtig gode begivenheder i ugen, der gik. En af denne uges gode nyheder fik jeg serveret på et sølvfad.


Josefine Nedermark bliver praktikant hos Spanien i Dag og Radio Solymar fra den 1. august og et halvt år frem. Josefine kommer fra Frederikshavn i Nordjylland, studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og er på besøg hos os i denne uge. Dels for at møde os, men også for at skrive en opgave om arbejdsløsheden blandt de unge i Spanien.


Fredag fik jeg en snak med Josefine i vores studie:

Klik her for at lære Josefine nærmere at kende

 

Tak for sidst

Jeg er meget glad for, at så mange var begejstret for det interview, som jeg bragte sidste lørdag med Kim Asger Olsen om den økonomiske situation i Europa. Rigtig mange benyttede sig af tilbuddet om at modtage hans nyhedsbrev.


I morgen får du en ny historie om det dejlige Spanien – fuldstændig renset for ethvert ord om krise. Bare en skøn oplevelse med løver, kultur, strand og delfiner – og det ligger endda næsten lige rundt om hjørnet!


Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend

Torben Wilkenschildt
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.