Skat vil gøre hash og prostitution lovligt
Skrevet af , tir, 17/06/2014 - 01:00
Samfund og Politik
Skattevæsenet vil have fingre i de mange sorte penge, der bliver tjent på hash og prostitution. Skatteinspektører opfordrer til legalisering ...
Skattevæsenet vil have fingre i de mange sorte penge, der bliver tjent på hash og prostitution. Skatteinspektører opfordrer til legalisering af begge områder for at skaffe flere indtægter til statskassen.
Ifølge det seneste skøn fra skattevæsenet står prostitution og etablerede bordeller i Spanien for en årlig omsætning på omkring 18 milliarder euro. Hvis omsætningen blev beskattet med 30 procent, ville det give seks milliarder ekstra om året.
Det samme ville være tilfældet, hvis hash blev legaliseret som et ”terapeutisk lægemiddel”. Det ville generere en stor indtægt til statskassen og mindske problemet med illegale forhandlere, og den tilhørende kriminalitet og vold, siger skatteinspektører.
Det sorte marked skal regnes med
Fra begyndelsen af juni vil Statistisk Institut være forpligtet til at medtage en forventet omsætning af stoffer og prostitution i prognoserne for landets brutto-nationalprodukt (BNP), som det er tilfældet i flere andre lande. Meget tyder på, at omsætningen fra disse ulovlige aktiviteter udgør omkring tre procent eller omkring 30 milliarder euro af BNP.
Det betyder, at BNP til oktober vil stige betydeligt, men det har altså ikke noget at gøre med en reel stigning i BNP.
Planerne om lovliggørelse af hash kommer samtidig med, at Barcelonas byråd fredag meddelte, at der vil være et forbud mod at åbne flere hashklubber i byen i år.
Barcelona trækker i land
Årsagen er øget mistanke om ulovlig handel fra flere klubbers side. Byrådet ønsker strammere regulering af de 160 klubber, der findes i Barcelona.
Beslutningen kommer blot få dage efter den første lukning af en klub for formodet illegal handel.
Hashklubber i byen har givet næring til et boom i ”hash-turister”, som er på udkig efter stoffer, selv om det kun er beregnet til klubbernes medlemmer.
Medlemmer af hashklubberne har mulighed for at dyrke deres egen hamp og ryge det. Men nogen er nu anklaget for at købe cannabis på det sorte marked og lokke turister til at købe.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.