Skatteminister ind i sagen om skattely
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 12/01/2012 - 11:18
Penge & Forbrug Samfund og Politik
Den danske Skatteminister, Thor Möger Pedersen, går nu personligt ind i sagen om, at Sydbank beskyldes for at tage lidt for aktiv del i at skj...
Den danske Skatteminister, Thor Möger Pedersen, går nu personligt ind i sagen om, at Sydbank beskyldes for at tage lidt for aktiv del i at skjule formuer i Schweiziske banker.
- Det er klart, at min opmærksomhed skærpes, hvis en stor bank foreslår en manøvre, hvor skattelettelsen beror på, at lånet skal placeres i et skattely-land uden oplysningspligt, siger skatteministeren til jp.dk.
Flytter penge og undgår arveafgift
Sagen er kommet op, efter at Jyllandsposten forleden afslørede, at Sydbank har hjulpet velhavende danskere pensionister med at udnytte et hul i lovgivningen og sende formuer i skattely i Schweiz.
Det er sket ved, at banken har opsøgt velhavende udlændinge i blandt andet Spanien og fået dem til at optage låne i deres egen ejendom gennem dansk realkredit. Metoden er en ganske effektiv måde at slippe for at betale både dansk og spansk arveafgift på. Hvis en danskejet ejendom i for eksempel Spanien er højt belånt, bliver arveafgiften tilsvarende reduceret, når boligen går i arv.
De penge, der er blev frigjort ved manøvren, blev derefter overført til bankhemmelighedernes land nummer ét; Schweiz. Her har Sydbank investeret pengene og tjent kassen på at skjule formuer for skattemyndighederne. Denne forretningspraksis har fundet sted gennem flere år, selv om Sydbank end ikke har haft licens til bank-aktiviteter i Spanien.
Muligvis strafbart
Skattedirektør Johnny Schaadt Hansen fra Skats særlige afdeling for Økonomisk Kriminalitet vurderer, at Sydbank muligvis kan straffes for sit rådgiveransvar.
- Når jeg hører, at man laver koncepter på den her måde, er det klart, at vi vil iagttage det rigtig meget, siger Johnny Schaadts Hansen til Radioavisen og fortsætter:
- Det er en alvorlig sag, hvis man bevidst vil undgå at betale arveafgift i Danmark. Det kan både give bøde og hæfte, siger han.
I første omgang er det bankkundens ansvar, men rådgiverne kan også straffes.
- Hvis det er en bank, en revisor eller en advokat, som er med til at rådgive om bevidst at undgå skat og afgifter, kan der ligge et rådgiveransvar, forklarer skattedirektøren, der nu vil gå ind i sagen.
Normal praksis i flere banker
Men det er ikke kun Sydbank, der er kommet i søgelyset i forbindelse med de kreative metoder. Senest oplyser Nykredit, at man har belånt friværdier på Solkysten for flere samarbejdspartnere end Aabenraa-banken, herunder Jyske Bank. En formue, der ellers blot ville stå som friværdi i eksempelvis en ejendom i Spanien, ville kunne gemmes væk via Jyske Bank:
- Vi har også finansieret op til 100 pct. af en ejendoms værdi i nogle arvesager. Men det er ikke et produkt, vi selv har rådgivet om - vi har i stedet henvist til kundens advokat eller revisor, siger Jens Lauritzen, direktør for Jyske Banks udenlandske aktiviteter, til Jyllands-Posten.
I Nordea, der er ved at overtage en del af Sydbanks Schweiz-kunder, afviser man heller ikke, at den slags manøvrer er ukendte.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.