Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skeletterne vælter ud af de royale gemakker

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 06/01/2012 - 10:08

Kendte & kongelige


Det er skønt at fikse lidt i hjemmet - male lidt, få nyt badeværelse eller måske nyt køkken. Desværre er det aldrig billigt, men det er de...

Det er skønt at fikse lidt i hjemmet - male lidt, få nyt badeværelse eller måske nyt køkken. Desværre er det aldrig billigt, men det er der nu tilsyneladende råd for: bare brug andres penge. 

 

Istandsatte for fondens penge

Spaniens skandaleramte prins Iñaki Urdangarin brugte 600.000 euro på at indrette prinseparrets 622 m2 store palads i Barcelona. Vel at mærke penge, der var øremærket andre. De  stammede nemlig fra offentlige fonde fra regeringerne på Balearerne og i Valencia. Pengene blev først overført til Nóos-Instituttet, som prinsen var formand for, og så bagefter sendt videre til prinseparrets selskab Aizoon, der ejes i fællesskab af Prinsesse Cristina og hendes mand.

 

Pengene blev brugt på møbler, hårde hvidevarer, malerier, tapet og udsmykning af paladset, der ligger i det eksklusive Pedralbes-kvarter i den catalanske hovedstad.

 

Bekræftes af Skat

Skattevæsnet bekræfter, at der er brugt offentlige midler fra Nóos-Instituttet til indretning af paladset.

 

Ifølge oplysninger i dagbladet El Mundo brugte Urdangarin 138.832 euro på køb af møbler, 125.431 på renovering af bygningen samt 42.270 euro på tapet og tæpper, kunst og hårde hvidevarer.

 

Ud over de 600.000 euro brugte hertugen af Palma 1,5 millioner euro af sin personlige formue på at renovere og modernisere boligen, som han og prinsessen købte i 2004 for næsten syv millioner euro.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.