Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skoler ramt af protester og strejker

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 16/10/2012 - 12:33

Samfund og Politik


Forældre og elever blokerer i dag for undervisningen i flere skoler landet over i protest mod nedskæringerne på landets uddannelsescentre.

Forældre og elever blokerer i dag for undervisningen i flere skoler landet over i protest mod nedskæringerne på landets uddannelsescentre.

 

Tre dages "strejke"

Der er demonstrationer og møder i hele landet i de tre dage, der er varslet ”generalstrejke”. Forældre opfordres til at holde deres børn hjemme fra skoler og uddannelsescentre. Lærerne strejker ikke i denne omgang.

 

Onsdag middag er der en demonstrationsmarch ved Atocha-rundkørslen i Madrid, og torsdag kl. 18.30 er der et andet optog, som starter på Plaza de Neptuno og slutter ud for Undervisningsministeriet.

 

På torsdag afholder forældreforeningen CEAPA sin første strejke nogensinde i protest mod regeringens nedskæringspolitik, hvor tusindvis af forældre ventes at holde deres børn hjemme.

 

Forældrene kræver, at Undervisningsminister José Ingacio Wert træder tilbage samt øjeblikkelige tiltag til en forbedring af uddannelsessystemet i Spanien.

 

Der er skåret godt 21 procent i budgetterne for uddannelse i år og 14 procent i 2013. Det kan komme til at ramme 50.000 lærere, fjernelse af tilskud, højere afgifter og flere elever per klasse.

 

En skidt sidsteplads

Spanien ligger på en sidsteplads, når det gælder sikring af uddannelse og beskæftigelse af unge. Det viser en ny undersøgelse, ”Uddannelse for alle”, som præsenteres i dag. En ud af tre spanske unge i alderen mellem 15 og 24 år dropper gymnasiet, inden de er færdige, mod EU-gennemsnittet på en ud af hver femte.

 

Rapporten beskriver en ”uddannelsesmæssig fiasko” og en alarmerende arbejdsløshed blandt landets unge, hvor mere end 50 procent ikke har nogen umiddelbar udsigt til at komme i arbejde.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.