Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skovbrande: Hvordan kan man forebygge og reagere på dem?

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 21/06/2024 - 07:00

Samfund og Politik

Vigtig info fra Indenrigsministeriet.

Høje temperaturer og begrænset nedbør øger i sagens natur risikoen for skovbrande, så det er vigtigt, at alle tager ekstreme forholdsregler for at begrænse faren samt at vide, hvordan man skal reagere, hvis det begynder at ose.

Som vi beskrev i går, er der stor sandsynlighed for, at sommeren 2024 bliver varmere og tørrere end normalt i hele landet, så derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi alle giver et nap med og ved, hvad der skal ske, hvis uheldet er ude.

Tirsdag i denne uge godkendte ministerrådet handlingsplanen for forebyggelse og bekæmpelse af skovbrande for 2024. Det er en række tværministerielle foranstaltninger, som de forskellige ledere har godkendt siden 2005 for at etablere og koordinere de forskellige ressourcer på tværs af regionerne.

Så selvom planen i år ligner egentlig den fra tidligere år, giver det derfor alligevel al mulig mening at sende detaljerne videre til jer.

2023 var faktisk det år med det næstlaveste antal skovbrande i det seneste årtiet: I alt blev der registreret 7.748 tilfælde mod et årligt gennemsnit på knap 10.000. 19 procent af dem var forsætlige, hvilket er 6,0 procentpoint mindre end i 2022. Man tilskriver resultatet den række foranstaltninger, der blev vedtaget i august 2022 for at forbedre de enkelte regioners reaktionskapacitet over for skovbrande. 

Skovbrande sidste år tvang flere end 28.000 mennesker til at evakuere, og 344 mennesker blev anholdt eller efterforsket, hvilket er 16 procent mindre end i 2022.

Så lad os se på planen, hvor man både kommer ind på, hvad en skovbrand er, årsager, anbefalinger og forebyggende foranstaltninger. 

Hvad er en skovbrand?

En skovbrand - incendio forestal - er en uplanlagt brand, der breder sig ukontrolleret gennem skovområder. Ud over de skov- og miljøskader, den forårsager, er der også konsekvenser for civilbefolkningen og ejendom.

Du kan i øvrigt let finde det seneste nye om en brand i dit område på det tidligere Twitter, X, ved at søge på #IF[stedet]. Med andre ord, hvis du bor i Torrevieja, ville du søge på #IFTorrevieja og så kommer alt frem.

Hvad kan være årsagen?

Varmekilden, der antænder brændbart plantemateriale, kan være af naturlig oprindelse som et lynnedslag, men ved langt de fleste skovbrande har mennesker har en finger med i spillet.

Det er enten på grund af uagtsomhed som ved afbrænding af landbrugsaffald, efterladte cigaretskod, fyrværkeri eller ved et decideret uheld som gnister fra højspændingsledninger, trafikulykker og så videre.

Grundlæggende anbefalinger
  • Undgå at efterlade cigaretter, affald og glasflasker, som kan fungere som forstørrelsesglas i solen
  • Tænd ikke ild eller bål i naturen eller nærliggende områder
  • Vær særlig opmærksom på regionens regler om brandforebyggelse og tilladte perioder for afbrænding af haveaffald
  • Slå kun lejr i autoriserede områder, da de allerede har brandforanstaltninger, så det er lettere at evakuere
  • Hvis du ser en brand på et tidligt stadie, skal du straks ringe 112. Er du i tvivl, så ring
  • Hvis du bliver fanget i en brand, bør du undgå at gå længere ind i skovområdet
  • I tilfælde af en skovbrand skal du altid følge myndighedernes anvisninger

Forebyggende foranstaltninger i et landhus

  • Brænd ikke blade eller andre haverester på meget varme eller blæsende dage eller uden tilladelse
  • Hav en handlingsplan i tilfælde af skovbrand
  • Kend dine evakueringsruter
  • Hold adgangsveje til huset fri for græs eller underskov
  • Hold tagene fri for brændbare materialer

Forebyggende foranstaltninger i skovområder

  • Tænd aldrig et bål
  • Sluk tændstikker og cigaretter ordentligt, og smid dem aldrig ud af bilvinduet
  • Efterlad ikke flasker, glasgenstande eller andet affald
  • Afbrænd kun haveaffald med tilladelse og under sikre forhold. Hold øje med afbrændingen, og gå ikke, før ilden er helt slukket, og tjek grundigt for gløder Vær forsigtig med maskiner, der kan generere gnister eller elektriske stød
Hvis du er nær en skovbrand?
  • Ring straks 112
  • Hvis branden er meget lille eller kun lige ved at få fat, skal du forsøge at slukke den, men altid prioritere egen sikkerhed
  • Hvis branden bliver større, skal du bevæge dig væk i modsat retning af røgen, træk gennem næsen og forsøg at dække den med en fugtig klud
  • Flygt altid ned ad bakke, og søg ikke tilflugt i tætbevoksede områder
  • Forsøg ikke at krydse flammerne, men hvis ikke der er anden udvej, så kryds der, hvor fronten er svagest
  • Hvis du bliver forbrændt, skal du søge mod steder, der allerede er brændt og sørg for at have vinden i ryggen
  • Hvis der går ild i dit tøj, skal du ikke løbe, men rulle rundt på jorden, og hvis du har et tæppe, skal du dække dig med det
Hvis det brænder nær dit hus
  • Brug haveslangen til at fugte taget og områderne omkring huset
  • Smid ikke vand i områder, hvor der kan være elektriske ledninger
  • Luk alle døre, vinduer og skodder for at forhindre træk og flammer i at trænge ind i huset
  • Luk revner under døre og vinduer ud til med vandfugtede klude
  • Afbryd strømmen
  • Følg alle evakueringsordrer fra de kompetente myndigheder. Hvis der ikke er en sådan ordre, anbefales det at blive i huset, men gør eventuelt en taske klar med vigtige papirer, medicin og andet essentielt

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.