Skræddersyet ferie – uden børn!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 03/08/2012 - 10:40
Rejser & oplevelser
Ahhh – at læne sig tilbage i flysædet, sippe til en drink og nyde, at ferien er begyndt. Så begynder et barn at skrige, og ungen bagved spa...
Ahhh – at læne sig tilbage i flysædet, sippe til en drink og nyde, at ferien er begyndt. Så begynder et barn at skrige, og ungen bagved sparker nonstop til dit sæde. Tilfældigt hører du, at de skal bo på samme hotel som dig. Irriteret? Der findes en løsning.
En flyvetur uden risiko for skrigende, sparkende unger, en pool uden vandbomber, bleskift og løben rundt og et måltid mad uden børnemenu, svineri og børnestole.
En passagers skræk...
Ferie uden børn kan være lykken for mange - forældre såvel som barnløse. Og chancerne for at slippe for ungers hyl og skrål bliver højere og højere, efterhånden som man i stigende grad får mulighed for at skræddersy sin ferie helt efter egne behov.
Hygge - helt fri for børn...
Koncepthoteller forbudt for børn
Hos mange rejsebureauer finder man i dag specialrejser til både småbørnsfamilien, familien med teenagebørn og par, der helst vil undgå børn.
Ifølge Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, er der en klar tendens mod mere individualiserede rejsevaner.
Barceló Illetas Albatros hotel**** - kun for voksne
Hos Star Tour er der sket en stigning fra 41 procent i 2008 til 67 procent i 2012 i gæster, der vælger et differentieret produkt, såsom Blue Couples-hoteller, der udelukkende er for par og forbudt for børn. Hotellerne findes blandt andet på Menorca, Mallorca og Lanzarote, og de er altid mindst firestjernede. Star Tour har på fem år fordoblet antallet af koncepthoteller, hvor den nedre aldersgrænse er 16 år.
- Kunderne efterspørger koncepthotellerne, som målrettes mere og mere mod den, man er, og det, man ønsker, siger Stig Elling, direktør for Star Tour.
Kanarieøerne er gode for voksne
Spies har også haft så stor succes med deres børnefri Sunprime Resorts, der findes på blandt andet Tenerife, Mallorca og Gran Canaria, at selskabet på en enkelt sæson har fordoblet antallet fra fem til 10.
Annonce for Sunprime Resorts der viser at her, klipper man bare børnene ud af billedet
Hos Apollo lyder beskeden, at især De Kanariske Øer er gode for voksne, der vil have lidt fred og ro. Voksenhoteller er kendetegnet ved, at de typisk ikke har børnefaciliteter som legeplads, børnepool og vanderutsjebaner. I stedet finder man romantiske restauranter, små hyggeoaser og spa-områder.
Børnefri flysæder
Ikke kun på hotellet kan man slippe for børn. Fra i år har Star Tour indført børnefri flysæder, hvor passagerne kan undgå at sidde i nærheden af børn. Rejsebureauet kalder det for ’zoneinddeling’, hvor der indføres særlige pladser for rejsende uden børn under 12 år.
Zoneinddelingen fungerer sådan, at rækkerne 12-19 er reserveret til de børnefri. Prisen er den samme som andre billetter, og pladserne kan reserveres på nettet.
I Norge afprøvede Spies et lignende koncept, men man måtte droppe idéen igen, da selskabet blev kritiseret for at diskriminere børnefamilier. Men Spies er alligevel ikke helt afvisende over for idéen.
- De, der booker på koncepthotellerne, spørger, om vi ikke kan tilbyde konceptet hele vejen igennem, altså også på flyet derned, siger Torben Andersen, kommunikationschef hos Spies.
Men indtil videre venter Spies altså med at gå hele vejen.
Hvad så med børnefamilierne?
Der er dog ingen grund til frygt, selvom man er en stor børnefamilie. Der findes stadig hoteller, hvor børnemenuer, udflugter og børneklubber er i højsædet.
Hotel Alcudia Pins på Mallorca er for eksempel kun for familier med børn, hvor børnene blandt andet kan blive underholdt i Bamseklubben, og andre hoteller har tilhørende vandland, masser af aktiviteter, hotelklovn og all inclusive.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.