Skraldeby på ret køl
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/11/2013 - 11:27
Samfund og Politik
13 dages rengøringsstrejke har nærmest begravet Spaniens hovedstad i skrald, men nu er det endelig slut. Efter 15 timers intense forhandlinger...
13 dages rengøringsstrejke har nærmest begravet Spaniens hovedstad i skrald, men nu er det endelig slut. Efter 15 timers intense forhandlinger lykkedes det i går repræsentanter for fagforeninger, renovationsfirmaet og kommunen at nå frem til en aftale.
Aftalen kom i stand efter løfte om, at der ikke vil ske fyringer, men indførelse af forskellige ordninger, som samlet set vil nedsætte arbejdsstyrke og lønudgifter.
Masser af protester i gaden
Der vil blive indført nedsat tid på 45 dage om året, frivillig fratrædelse med lønkompensation og frivillige orlovs-perioder på fem og ti år med 50 – 75 procent løn.
Kommunen havde oprindeligt krævet fyring af 1.100 af de i alt 6.000 ansatte inden for byens renovationsselskaber.
Nok er nok!
Efter den to uger lange strejke har byens konservative borgmester, Ana Botella, sagt, at hun vil indføre en lovændring, der forbyder ”den slags strejker, hvor tre millioner mennesker bliver taget som gidsler som følge af tonsvis af affald på gaden”.
Lørdag blev der fjernet skrald under politibeskyttelse
Lørdag havde borgmesteren fået nok, og hun hyrede et privat renovationsfirma til at fjerne det værste skrald i gaderne. I alt blev 60 ton affald kørt væk. Men det hele måtte foregå under politibeskyttelse, da der var mange demonstranter i gaden. Det hele endte med en solid ekstraregning til Ana Botella efter der blev brugt sammenlagt 8.716 arbejdstimer.
Dropper jule-rejsen
Også det lokale erhvervsliv frygtede for konsekvenserne af strejken, efter at massevis af udenlandske turister var begyndt at aflyse deres bookinger til jul og nytår, oplyser repræsentanter for hovedstadens hotelbranche.
Puha - hvor starter vi?
Mange rejsende fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Holland, Kina, Rusland og USA har i sidste øjeblik droppet rejsen til Madrid og har i stedet valgt Barcelona.
Franske og hollandske turister har aflyst flest bookinger, mens kineserne og russerne ser ud til at være mere ligeglade med snavseriet i gaderne.
Madrids turistsektor henter over 40 procent af den årlige omsætning hen over jul og nytår.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.