Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nej til gebyrer på kreditkort

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 02/09/2014 - 12:07

Penge & Forbrug


Kender du det med at du lige var ved at booke en flybillet over nettet, og netop som du har tastet betalingsoplysningerne ind, så ryger prisen ...

Kender du det med at du lige var ved at booke en flybillet over nettet, og netop som du har tastet betalingsoplysningerne ind, så ryger prisen i vejret på grund af ekstragebyrer? Det burde være slut nu, men alligevel nok ikke...

 

EU har længe barslet med et indgreb mod gebyrer, men nu er Spaniens regering for en gangs skyld kommet først. Fra den 1. september har det været forbudt at opkræve gebyr på køb med kreditkort for privatkunder.

 

”Gratis” at bruge kreditkort

Nu er reglerne altså indført i Spanien, og det betyder, at on-lineshoppere slipper for at betale gebyr, når de bruger kreditkortet på nettet. Det er dog en betingelse, at købet finder sted gennem et spansk salgssted.

 

De nye regler gælder for privatkunder, men der er også godt nyt for erhvervslivet. Indtil nu har bankerne nemlig kunnet opkræve skyhøje kommissioner for betalinger med kreditkort, men det bliver der også sat en stopper for. Fremover vil der været et loft over bankernes kommissioner.

 

For debitkort gælder det, at bankernes kommission højst må være på 0,2 procent af beløbets størrelse, dog med en øvre grænse på syv cent per køb. Hvis købet er på under 20 euro, må afgiften højst være på 0,1 procent.

 

For brug af kreditkort må kommissionen højst være på 0,3 procent af beløbets størrelse. Hvis beløbet er på under 20 euro er satsen på 0,2 procent.

 

Forskellen på et kreditkort og et debitkort er, at et kreditkort kører på lånte penge, og et debitkort hæver pengene direkte på din konto og forudsætter, at der er penge på kontoen.

 

Gebyr hos Vueling

Spanien i Dag har tjekket hos flyselskabet Vueling. Betaler man med et debitkort, men betaler man med et kreditkort, er der et gebyr på 3 procent. Det gælder eksempelvis både for VISA, Mastercard og Diners.

 

Vores økonomi har ikke råd til det

- Der er tale om udgifter, vores økonomi ikke har råd til. De foreslåede ændringer for interchange-gebyrer vil fjerne en vigtig blokering mellem de forskellige nationale betalingsmarkeder og vil sætte en endelig stopper for gebyrernes urimeligt høje niveau, sagde kommissær for det indre marked, Michel Barnier, på et møde om sagen tidligere på året.

 

Interchangegebyr er de penge, bankerne kræver fra hinanden som betaling for at håndtere almindelige kunders køb med kort. Kommissionen foreslår, at interchangegebyret højst må være 0,3 procent af varens pris ved betaling med kreditkort og 0,2 procent ved debitkort.

 

Samtidig lægger kommissionen op til, at det helt skal forbydes at opkræve et særligt kortgebyr ved onlinekøb.

 

Danmark i bunden – på den go'e måde

EU-kommissionen har gennem lang tid krævet, at det skal være slut med uigennemskuelige og mange forskellige gebyrer for at bruge betalings- og kreditkort rundt omkring i EU.

 

I mange tilfælde er forbrugerne ikke klar over, at de gennem bonussystemer opmuntres til at anvende de kort, der giver deres banker den højeste indtægt.

 

Danmark er blandt de lande, der slet ikke har den type gebyrer på brug af betalingskortet dankort. Danmark er også blandt dem, der har de laveste gebyrer for kreditkort-køb, der generelt er belagt med meget forskellige gebyrer fra land til land og afhængig af varens og butikkens art.

 

Banker gemmer på triumfkort

Meget tyder dog på, at bankerne vil forsøge at kompensere for fjernelse af afgifterne ved at hæve gebyret for at få udstedt eller fornyet et kreditkort. Og det vil i sidste ende - igen - ramme forbrugerne.

 

Den spanske forbrugerforening OCU opfordrer derfor også til, at forretningsdrivende holder et vågent øje med, om bankerne her fra den 1. september opkræver ekstra afgifter i forbindelse med håndtering af kreditkort-kunder.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.