Smed syre i hovedet på børn
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/11/2013 - 11:15
Krimi og katastrofe
Mand smed syre direkte i ansigtet på to kvinder og tre børn. Han ville hævne sig over, at hans katte var døde, men det var åbenbart de fork...
Mand smed syre direkte i ansigtet på to kvinder og tre børn. Han ville hævne sig over, at hans katte var døde, men det var åbenbart de forkerte børn, det gik ud over.
Under en afhøring fortalte 62-årige Agustín U.C. fra A Coruña, at han tog fejl, da han kastede syre mod de fem personer. Han troede, at en af dem var søn til en dommer, der på et tidligere tidspunkt havde sendt ham i fængsel. Under fængselsopholdet var Agustíns katte sultet ihjel, da der ikke havde været nogen til at tage sig af dem.
Agustín U.C. siger, at aktionen var hævn for de døde katte, men at han egentlig ikke havde tænkt sig at forvolde nogen skade.
Overfaldet ved skolebus
Dramaet udspillede sig i februar 2012, da børnene var på vej ud af en skolebus i Calle Juan Flórez. Men de kom ikke langt, da Agustín igangsatte sin kattehævn-aktion lige ved busstoppestedet.
Han kylede det ætsende produkt ”aguafuerte” i ansigtet på de sagesløse personer. Han hævder, at han havde syren fra fængslet.
De tre børn var henholdsvis seks, syv og ni år, og den ene kvinde er mor til det yngste barn og den anden er tante til de øvrige to.
En af kvinderne siger, at ”hun var fuldstændig overhældt med syre”. Hendes søn fik skader i ansigtet og i øjnene. Han har siden overfaldet været gennem tre operationer.
Hævnede sig over katte
Efter syreangrebet meldte manden sig selv på den lokale politistation, hvor han fortalte, hvad han havde gjort.
- Men jeg er ikke nogen professionel kriminel, mit ønske var at hævne mig over tabet af mine katte, fortalte manden.
Anklageren kræver Augustín idømt 24 års fængsel for overfaldet på de to kvinder og de tre børn og henviser til skærpende omstændighed med bevidst at påføre andre smerte. Psykolog har nemlig allerede slået fast, at han var fuldt ud klar over, hvad han lavede i gerningsøjeblikket og kan altså dermed ikke erklæres utilregnelig.
Mandens forsvarer kræver dog sin klient pure frifundet grundet psykisk ustabilitet, samt det forhold at han meldte sig selv.
Ofrene kræver en erstatning på 11.000 euro for behandling, svie og smerte til de tre mindreårige og 450 euro til den kvinde, der måtte behandles for ”mindre skader” i ansigtet. Dertil kommer udgifter på 4.415 euro til dækning af hospitalsbehandling.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.