Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Solen trækker - næsten udsolgt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 28/03/2013 - 07:00

Fly & trafik


Danskerne vil bruge påsken på storbyferie eller en smuttur ned til varmen. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af flyselskabet Norwegia...

Danskerne vil bruge påsken på storbyferie eller en smuttur ned til varmen. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af flyselskabet Norwegian, der offentliggør selskabets mest populære ruter fra København i påskeferien.

 

Udsolgt sydpå

Når påskeferien for alvor starter i dag, er mange danskere på vej ud til klassiske storbyer og solrige destinationer i Sydeuropa. Den lange, kolde vinter og foråret, der endnu lader vente på sig, har fået danskerne til at sætte næsen op efter sikker sol og varme.

 

Norwegian kan melde alt udsolgt til Nice, og Rom og Gran Canaria er også - som altid - meget populære. Men danskerne søger også mod det spanske fastland. Hvis man for eksempel gerne har villet tage en tur til Alicante, har mange fået en lang næse. Hertil har billetterne nemlig været udsolgt i et godt stykke tid. Og skønne Málaga, med sine verdensberømte påske processioner blev også hurtigt booket godt op.

 

Yndling er udskiftet

Søgninger på rejsesøgemaskinen Skyscanner viser, at en mangeårig yngling er gledet ud af danskernes top ti.

 

- Grækenland har altid været et meget populært rejsemål for danskerne, så det er nyt at se, at Grækenland ikke længere er blandt de foretrukne destinationer. Det er oplagt at gætte på, at usikkerheden om landets økonomiske situation og frygten for, at man på sin ferie risikerer at strande i en lufthavn pga. strejke, kan afholde mange fra at tilbringe påsken på en af de græske øer, siger Linda Edstrand, skandinavisk marketingchef hos Skyscanner.

 

Sammenlignet med sidste år er danskernes påske-top fem uændret, mens Thailand er ny på sjettepladsen og i øvrigt er listens højdespringer. At Thailand ligger så højt på listen kan måske hænge sammen med, at påsken i år falder tidligt sammenlignet med sidste år. Hvis man vil have garanti for sol og varme så tidligt på året, er Phuket i Thailand et sikkert valg. Samtidig er Thailand også både let og billig at komme til.

 

Storbyer trækker

Men det er ikke kun sol og varme der trækker danskere hjemmefra. De klassiske storbyferier er igen blevet populære.

 

- Vi oplever, at danskerne ser påsken som en rigtig god rejsemulighed. Mange bruger ferien til en storby-getaway, men vi kan også se, at danskerne søger mod syden for at få lidt sol og varme. Vi glæder os til at byde de påskerejsende velkommen om bord på vores nye fly med gratis WiFi, siger Johan Bisgaard Larsen, Informationschef i Norwegian.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.