Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sommervejret

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 02/05/2012 - 11:00

Vejr og natur


Tørt og varmt sommervejr i Nordeuropa, nogen nedbør og blæst i Sydeuropa. Sådan lyder forudsigelserne fra internationale vejrtjenester der h...

Tørt og varmt sommervejr i Nordeuropa, nogen nedbør og blæst i Sydeuropa. Sådan lyder forudsigelserne fra internationale vejrtjenester der har set på prognoserne for det forestående sommervejr.

 

Vi har set flere kulderekorder i vinter, og meget tyder på at sommervarmen også sætter rekorder, men det bliver frem for alt i Nordeuropa.

 

Lunere mod nord

Den internationale vejrtjeneste WSI er klar med sine prognoser for maj, juni og juli og kort sagt, så bliver det varmere end normalt, men der kommer knap så mange storme, som vi har set i de seneste fire år.

 

Mens april har været en forholdsvis kold måned i store dele af Europa, kommer der varmere vejr i maj. Fænomenet El Niño optimerer chancerne for sommervarme i de vestlige og nordlige dele, snarere end i de sydlige og østlige dele.

 

Det giver en mere tør sommer i Storbritannien og i de nordiske lande, men vådere vejr længere mod syd. Og som sagt, mindre vind i de nordlige egne og mere vind i Spanien, end der har været i de seneste fire somre.  

 

Drengebarnet skaber sig

El Niño giver lavere temperaturer i den nordlige del af  Atlanterhavet, og det giver færre storme og orkaner.

 

WSI forudser 11 navngivne storme; seks orkaner og to intense orkaner (kategori tre eller højere). Det er lidt lavere end gennemsnittet for perioden 1950-2011, som i gennemsnit har budt på 12 navngivne storme og syv orkaner heraf tre intense.

 

- Efter nogle meget aktive tropiske sæsoner i 2010 og 2011, forventer vi i år færre storme , siger WSI chefmeteorolog, professor Todd Crawford.

 

El Niño, sydlig oscillation (ENSO), er et globalt fænomen, der opstår i havet og atmosfæren. El Niño og La Niña er store temperatursvingninger i overfladevandet i den tropiske del af det østlige Stillehav. Navnet kommer fra spansk, og betyder ”drengebarnet” eller Jesus-barnet, fordi fænomenet ofte starter omkring juletid uden for vestkysten af Sydamerika.

 

Mens ENSO-hændelser opstår omtrent samtidig i Stillehavet og Det indiske hav, opstår de først 12 til 18 måneder senere i Atlanterhavet, hvor betydningen har stor indvirkning på lande i Sydamerika og Afrika, men også Spanien og Frankrig er under indflydelse.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.