Sorte penge i kosmetiktaske
Skrevet af Pia Bruun, tor, 29/04/2010 - 10:53
Penge & Forbrug
"Det passer ikke at jeg havde gemt penge i sorte affaldssække. De lå i en kosmetisk taske fra Calvin Klein."
"Det passer ikke at jeg havde gemt penge i sorte affaldssække. De lå i en kosmetisk taske fra Calvin Klein."
Med denne bemærkning forsøgte den tidligere borgmester i Manilva, Pedro Tirado, i går at tage afstand fra mediernes billede af den korruptionssigtede eksborgmester, som gemte sorte penge under hovedpuden.
Sagen drejer sig om anklager af embedsmisbrug og returkommissioner i forbindelse med byggemodning og forøgelse af byggevolumen på et enormt jordstykke i Manilva.
”De 762.000€ som blev fundet i mit hjem stammede fra anonyme donationer til mit parti PDM (Manilvas Demokratiske Parti)”, forklarede Tirado i går i retten i Málaga.
”Jeg lod pengene ligge hjemme hos mig selv, for jeg ved at folk har tillid til mig. Der kom en masse mennesker med anonyme gaver i forseglede kuverter” forklarede eksborgmesteren, da han blev spurgt om hvorfor han havde opbevaret så mange penge derhjemme.
”Det ser jo heller ikke pænt ud at åbne en kuvert med penge foran en person" forklarede han.
"Hvis jeg havde troet, jeg gjorde noget ulovligt, ville jeg bare have taget pengene og så var der ikke mere. Jeg er jo ikke dum” svarede eksborgmesteren kategorisk på anklagerens mange spørgsmål.
Tirados partifæller har tidligere sagt, at de ikke kender noget til de penge, som partiet skulle have modtaget af anonyme donorer.
Blandt øvrige hovedsigtede er den finske ejendomsspekulant Aki Kujala fra Marbella Royal Estates, som også er sigtet i den såkaldte Ballena-Blanca sag.
Tirado nægtede at han skulle have modtaget gaver fra lokale entreprenørselskaber, der i blandt et ur af mærket Hublot.
”Det var ikke et Hublot, men et Viceroy fra Real Madrid”, sagde Tirado. Han tilstod dog, at han var blevet inviteret til en fodboldkamp i Madrid med overnatning på Hotel Palace af en lokal bygmester.
Her havde han truffet Aki Kujala og hans kompagnon Stefen Biegert fra ejendomspromoverings selskabet Royal Marbella Estates.
Det var også det selskab, der betalte eksborgmesterens hotelovernatning.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.