Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien har Europas største kunstige sø

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 05/07/2024 - 07:33

Rejser & oplevelser

17.000 kvadratmeter med krystalklart vand, to øer og flere strande.

Spanien har kilometervis af lækre strande, men vidste du, at vi også har fornøjelsen af kontinentets største kunstige sø?

Murcia er ikke den mest turistede eller velbesøgte region, men ikke desto mindre er der masser af skønne steder der - herunder Bolvonegro-strædet, det uspolerede område omkring Cueva de Lobos og Mahoya-ørkenen.

Men en af områdets bedst bevarede hemmeligheder er altså Europas største kunstige sø med helt afsindigt lækkert, krystalklart vand. 

Det over 16.000 kvadratmeter store område Santa Rosalía Lake and Life Resort ligger i Torre Pacheco og åbnede for knap to år siden. Søen har to palmeomkransede øer og hvide sandstrande næsten hele vejen rundt.

Oversigten over området

En teknologi kaldet Crystal Lagoons gør det muligt at forberede vandet til badning på den mest effektive måde. Den innovative metode er verdensførende inden for behandling og vedligeholdelse af store vandområder, og takket være dette system bruger de op til hundrede gange færre kemikalier end konventionelle systemer. Det kan fungere med et lukket kredsløb, med andre ord renser og genbruger de det samme vand. Og det er jo magiske ord i disse tørketider.

Fritidsaktiviteterne på og omkring søen er også designet til at klare enhver smag og alder. Der er mulighed for kajak og paddlesurfing på selve søen og beachvolley-faciliteter på stranden. Der er også plads til aktiviteter som yoga, pilates, picnic, legepladser, AdventureGolf, Discgolf, petanque og grønne områder med stier til gåture, løb og cykling.

Desværre er området ikke åbent for turister, da det hele er forbeholdt ejere af boliger i området. Og hvis det skulle trække, kan du finde mere info på resortets hjemmeside.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.