Spanien holder vejret
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 06/09/2012 - 09:36
Penge & Forbrug Samfund og Politik
Dagen inden skæbnemødet i Den Europæiske Centralbank lækkede detaljer fra den længe ventede plan. Angela Merkel besøger Spanien i dag, og ...
Dagen inden skæbnemødet i Den Europæiske Centralbank lækkede detaljer fra den længe ventede plan. Angela Merkel besøger Spanien i dag, og mens riget fattes penge fortsætter spanierne selv med at sende formuerne ud af landet.
Knap 24 timer inden chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, italieneren Mario Draghi, går på talerstolen for at fortælle, hvordan han og resten af ECB vil forhindre, at eurosamarbejdet bryder sammen, er detaljer fra den længe ventede plan blevet lækket.
Hjalp straks på risikopræmien
Det er Bloomberg, der med udgangspunkt i tre anonyme kilders beretninger, skriver, at der bliver tale om 'ubegrænsede' og 'steriliserede' opkøb af statsobligationer med en løbetid på op til tre år.
Med ubegrænsede menes, at ECB ikke sætter et loft over, hvor mange penge der skal bruges på opkøbene.
Med steriliserede opkøb menes, at ECB vil sørge for, at den samlede pengemængde ikke øges.
Det kan blandt andet foregå ved, at ECB kræver af bankerne i eurozonen, at de sætter lige så mange penge ind på deres indlånskonti hos ECB, som ECB køber obligationer for.
Det kan samtidig give Draghi kompetence til ikke at sætte seddelpressen i gang.
Onsdagens læk af planen, sendte straks den spanske risikopræmie ned fra 550-niveauet til 500 basispoint.
Angela Merkel i Moncloa
Det er første gang den magtfulde forbundskansler besøger premierminister Mariano Rajoy. Men hun er ikke alene.
En større delegation af både tyske og spanske politikere og erhvervsfolk mødtes her til morgen for blandt andet at tale om de handelsmæssige relationer mellem de to lande.
Fakta er nemlig, at Tyskland er den største importør af varer til Spanien, mens Tyskland er Spaniens næststørste eksportmarked. Det vil Spanien selvfølgelig gerne have i bedre balance.
Angela Merkel ventes at ankomme til La Moncloa kl. 13:00
Kapitalflugt helt vild
Alt i mens Spanien venter på hjælp fra EU til finansiering af statsgælden, er der ikke meget loyalitet at spore blandt landets formuende.
I årets andet kvartal har den spanske økonomi oplevet en samlet kapitaludstrømning svarende til 52,3 procent af landets bruttonationalprodukt, skriver CNBC News.
Tallet dækker både over spanske formuer, der er flyttet ud af landet, og udenlandske investorers salg af spanske aktiver og værdipapirer.
Samtidig er der flere tegn på, at kapitalflugten tog til hen imod slutningen af 2. kvartal.
Således viste tal i sidste uge fra Spaniens nationalbank, at spanierne i juli trak hele 4,7 procent af deres samlede indeståender ud af spanske banker, hvilket var det største månedlige dræn i krisen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.