Spanien lukrerer på bizar film
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 20/09/2012 - 10:52
Rejser & oplevelser
Rejse- og flyselskaber i Skandinavien, Tyskland og Storbritannien er i gang med at flytte turister og rejsetilbud fra Tunesien og Ægypten til m...
Rejse- og flyselskaber i Skandinavien, Tyskland og Storbritannien er i gang med at flytte turister og rejsetilbud fra Tunesien og Ægypten til mere sikre feriemål i Spanien. Det skriver Canaria7.es
Årsagen er den stigende uro i forbindelse med den famøse Mohammed-film, der er blevet fordømt i flere muslimske lande. Der har i de seneste dage været voldsomme demonstrationer i 20 lande mod den kontroversielle amerikansk-producerede film ”Innocence of muslims”.
Læs mere om sagen og se videoen her
Hoteller og lufthavne kontaktet
Sidste år blev et stort antal turister omdirigeret til De Kanariske Øer og til Costa del Sol på grund af lignende uro, og nu tyder meget altså på, at den spanske ø-gruppe igen har mulighed for at lukrere på en krise i Mellemøsten.
Ifølge Canarias7.es har flere nordeuropæiske rejseselskaber allerede kontaktet en række hoteller på De Kanariske Øer for at være sikker på, at der er plads. Flere flyselskaber har angiveligt også anmodet om flere ”slots” for at øge kapaciteten til de kanariske lufthavne i løbet af de kommende måneder.
Turistkontorer i Tyskland og Storbritannien har allerede udarbejdet et cirkulære, hvori myndighederne advarer mod rejser til de uro-plagede lande.
17 døde
I kølvandet på de omfattende uroligheder har USA og flere andre vestlige lande skærpet sikkerheden ved ambassaderne. USA besluttede tirsdag at lukke sin ambassade i den thailandske hovedstad, Bangkok, på grund af varslede demonstrationer.
Også i Yemen og så langt væk som Filippinerne har der været demonstrationer mod den kontroversielle film, der fremstiller profeten Muhammed som dum, doven og krigerisk.
Urolighederne har indtil videre kostet mindst 17 mennesker livet og såret adskillige.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.