Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens bedste by er fundet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 12/09/2014 - 01:00

Samfund og Politik


Er du tilfreds med din by? Det spørgsmål har mange europæere svaret på, og de lykkelige jyder er vildt begejstrede, men overraskende nok er ...

Er du tilfreds med din by? Det spørgsmål har mange europæere svaret på, og de lykkelige jyder er vildt begejstrede, men overraskende nok er Málaga også med i toppen.

 

Man kan måle på mange parametre i jagten på det bedste sted at bo i Spanien, men målt på generel tilfredshed blandt byens borgere må både Madrid og Barcelona se sig slået.

 

Spaniens bedste by ligger på Costa del Sol. Málaga høster ganske simpelt mere tilfredshed hos sine borgere end nogen anden by i Spanien.

 

Málaga blæser på tendensen

Europakommissionen har nedsat en arbejdsgruppe, der har spurgt borgere i 83 europæiske byer om en masse ting vedrørende deres by.

 

Generelt viser undersøgelsen, at borgere i nord- og centraleuropæiske byer er mest tilfredse, og at borgere i syd- og østeuropæiske byer er mere utilfredse.

 

Men nixen-bixen, siger borgerne i Málaga!

 

Hele 96 procent er nemlig tilfredse med deres by. Dermed flyver den andalusiske by højt op listen, som toppes af Aalborg, hvor 99 procent udtrykker tilfredshed med at bo i Limfjordens by.

 

Er tilstedeværelsen af udlændinge positivt?

 

Nummer to på listen er Hamborg med 98 procent, og herefter følger så Zürich, Oslo, København og Groningen med 97 procent tilfredshed. Og endelig Málaga på en delt fjerdeplads sammen med blandt andre Amsterdam. I Madrid er kun 87 procent af borgerne tilfredse.

 

Værst står det til med “kundetilfredsheden” i Athina, Grækenland, hvor kun 52 procent er tilfredse.

 

Rapport med paradokser

Rapportens andre spørgsmål falder langt fra lige så heldigt ud for Málaga. Deltagerne i undersøgelsen blev også bedt om at tage stilling til udsagnet ”Det er let at finde arbejde i byen”. Hele 94 procent af Málagas borgere erklærede sig uenig i dette udsagn.

 

Samtidig udtrykker 55 procent utilfredshed med jobsituationen, hvilket heller ikke kommer som nogen overraskelse, da arbejdsløsheden i Andalusien er den højeste i hele EU med sine 36,6 procent.

 

Det halter også med den offentlige service i Málaga - eller i hvert fald med tilfredsheden med den. Kun halvdelen af byens indbygger mener, at den offentlig service er god.

 

Oviedo er bedre – eller hvad?

Udover Málaga er også indbyggere fra Madrid, Barcelona og Oviedo blevet spurgt i den spanske del af undersøgelsen.

 

Asturiens hovedstad, Oviedo, slår paradoksalt nok Málaga på en lang række områder, når borgernes tilfredshed kommer under luppen.

 

Områder som skoler, parker, offentlig transport og sikkerhed er alt sammen bedre i Oviedo end i Málaga, hvis man spørger de lokale. Derfor er det lidt af et mysterium, hvorfor det “generelt” er så dejligt at bo i Málaga.

 

Hvis du tror, du kan knække koden, kan du se hele rapporten her i sin fulde længde. Så kan du også nærlæse, hvad aalborgenserne, københavnerne og en lang række andre europæerere synes om deres by og måske finde din næste feriedestination eller bopæl.

 

Er udlændinge et hit?

Og som en anden lille kuriositet kan vi lige nævne et andet spørgsmål, som borgerne fik: Er tilstedeværelsen af udlændinge i din by en positiv ting?

 

Set på hovedstæder er København helt i top med 89 procent, der klapper i hænderne over udlændinge i byen, hvorimod borgerne i Madrid er knap så begejstrede. Her siger kun 69 procent bienvenido.

 

Men i forhold til hvorvidt udlændingene så er velintegrerede, er der faktisk næsten rørende enighed i de to hovedstæder. I København siger 51 procent af borgerne, at udenlandske residente er velintegrerede og i Madrid 50 procent. 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.