Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens-turister ramt af legionær-syge

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 02/02/2012 - 11:14

Sundhed & sygdom


Fem turister er blevet ramt af en grim omgang legionær-syge, mens de var på ferie på Costa Blanca. En er fortsat indlagt til intensiv behandl...

Fem turister er blevet ramt af en grim omgang legionær-syge, mens de var på ferie på Costa Blanca. En er fortsat indlagt til intensiv behandling på Clinica Benidorm-sygehuset, mens de øvrige fire er udskrevet.

 

Fire briter og en spanier blev syge, mens de var på ferie i Calpe. De boede alle på samme hotel i Calpe, men havde været på en rundrejse i området.

 

Smittet på hotellet?

- Der er konstateret fem tilfælde af legionær-syge blandt hotellets gæster, og det eneste, de har haft til fælles, er indkvartering på et hotel i Calpe, siger en talsmand for sundhedsvæsnet.

 

Sundhedsmyndighederne vil ikke afvise, at der kan komme nye tilfælde, eftersom inkubationstiden for legionær-syge er på mellem 10 og 12 dage. Myndighederne kæmper netop nu med at identificere smittekilden og er ved at kortlægge turisternes færden i de seneste to uger.

 

De lokale sundhedsmyndigheder mistænker, at smittekilden skal findes på hotellet. Der er allerede foretaget en grundig gennemgang af hotellet, som dog ikke umiddelbart fik en syndebuk frem i lyset. Der vil nu blive foretaget en ny undersøgelse.

 

Alvorligt syg

De fem legionella-syge turister er alle ældre personer. Den første, en 88-årig britisk turist, blev indlagt den 17. januar med tydelige tegn på legionær-syge. Få dage efter blev de øvrige fire, alle mellem 74 og 88 år, også indlagt. Der er ikke fundet legionær-syge hos de øvrige turister på hotellet.

 

Den 76-årige brite, T. E., er fortsat indlagt på intensiv afdeling på Clínica Benidorm, og hans tilstand betegnes som alvorlig.

 

De fire britiske turister havde bestilt deres ferieophold i Calpe gennem et britisk rejsebureau. De var fløjet fra deres hjemland til lufthavnen i Alicante, hvorfra de blev kørt til Calpe.

 

Sundhedsmyndighederne mener ikke, at der er grund til panik blandt borgerne og afviser, at der fundet sygdomsudbrud uden for hotellets område.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.