Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens særeste fester

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 19/05/2013 - 00:05

Da vi beskrev en række smukke og sære festivaler for to uger siden, sluttede vi artiklen med at love, at der ville komme flere festivaler under l...

Da vi beskrev en række smukke og sære festivaler for to uger siden, sluttede vi artiklen med at love, at der ville komme flere festivaler under luppen. Denne gang har vi taget fire festivaler under behandling, og de er stadig sære, skøre og anderledes. Men ikke udpræget smukke.

Klar til at tage på tur?

Her finder du de sære festivaler


Tilsæt mælk, og du bliver en dej
Den 28. december er en slags aprilsnarsdag i Spanien. Men udover at man skal passe på falske historier i medierne, skal du også passe på ikke at blive overdænget med mel og æg, hvis du bevæger dig rundt i byen Ibi, der ligger i nærheden af Alicante. Og det er også en god idé at være opmærksom på fyrværkeri.

Besættelsesmagten terroriserer byen Ibi

Du kan nemlig risikere at blive fanget i krydsilden mellem en besættelsestyrke og en oprørsbevægelse under festivalen Els Enfarinats. Tidligt om morgenen besætter en hær, der kaldes Els Enfarinats, byens torv. Iført militæruniformer og tungt bevæbnet med krudt, mel og æg indfører de love så skrappe, at de nuværende spareplaner virker moderate.

Hvis man nægter at betale de skyhøje skatter og uprovokerede bøder, som kupmagerne kræver, bliver man angrebet med mel og æg.

Sidst på dagen bliver besætterne smidt ud af byen

Men i løbet af dagen vil besætterne blive smidt ud, og lov og orden bliver genoprettet. De penge, som besættelsesstyrkerne har samlet ind i deres korte tid ved magten, bliver doneret til velgørenhed.

Se video

Del velsmurte festival
Fiesta de Cascamorras er den mest klistrede festival på listen. Selvom det lyder utroligt, at nogle kan finde på at afholde en festival, der er mere klistret end kombinationen af mel og æg. Alt, hvad der klistrer, - selv olie, bliver brugt i denne festival, som er en slags krig mellem de to nabobyer, Guadix og Baza. "Krigen" bliver udkæmpet den 6. september hvert år.

To drenge, der ikke vil skille sig ud fra mængden

Det hele startede, da en mand ved navn Cascamorras fandt en figur af den hellige Virgen de la Piedad, mens han arbejdede i Baza. Da han fortalte om fundet hjemme i Guadix, opfordrede hans venner ham til at stjæle figuren. Men indbyggerne i Baza lugtede lunten og fik forpurret planerne. Derfor er statuen stadig i Baza.

Det er svært at se, men tyven er i midten

I dag er festivalen en slags rekonstruktion af de gamle begivenheder. Én enkelt mand fra Guadix kommer til Baza. Selvfølgelig for at stjæle statuen. Men her står en hær af klistrede mennesker fra Baza klar til at forhindre tyveriet. Tyven bliver fanget og kastet frem og tilbage af menneskemængden. Alt foregår heldigvis med et glimt i øjet. Det er jo ikke en selvfølge, at en tyv der bliver fanget af en pøbel, bliver behandlet ordenligt.

Se video

Den myrekrybende festival
Festivaler, hvor der kastes med dyr, findes der også. Carneval de Laza byder på en masse ting, men vi zoomer ind på det mest bizarre element, Entroido. Det er en kamp, lige som så mange andre af de festivaler vi har beskrevet tidligere. Men denne er alligevel en tand værre, for her er det levende væsner, der kastes med.

Af sted med myrerne

Lazas indbyggere har dog været så kloge, at de har valgt at kaste med et dyr – eller rettere et insekt – som de fleste hader. Nemlig myrer.

Sådan ser ammunitionen ud i Laza

Det er selvfølgelig svært at finde myrer i koncentrat, så der bliver kastet med jord, der er fyldt med de seksbenede supermænd. Og de er godt gale i skralden, når deres korte tur gennem luften slutter ved en kollision med en, sandsynligvis fuld, festivaldeltager. Mange vælger nemlig at hælde eddike på myrerne, inden de kaster med dem. Det er kun for at irritere myrerne, så det bliver værre for personen, de rammer.

Se video

Til slut vi råber højt i kor: Ad, ad, aaaad!
Man skal bestemt ikke være sart, hvis man vil deltage i La Batalla de Ratas i El Puig i nærheden af Valencia. Her kastes der hverken med fødevarer eller insekter, men med døde dyr. Dog er det ikke kattekillinger eller kaninunger, for så var festivalen med garanti blevet lukket ned for længst.

Duk jer, der kommer rotter!

Det er derimod døde rotter, der flyver gennem luften i den lille valenciaforstad hvert år i den sidste weekend af januar. Traditionen minder meget om den danske fastelavn, med at slå katten af tønden. Men i El Puig slår man i stedet rotten af krukken. Og lige som Danmark engang puttede levende katte i tønderne, var der engang levende rotter i de lerkrukker, der skal slås i stykker af en person med bind for øjnene.

Ammunitionen er knap, så der er kamp om rotterne

Men i modsætning til dansk fastelavn, hvor dyr for længst er skiftet ud med slik, er det stadig noget makarbert her. De har dog droppet levende rotter, men i cirka halvdelen af krukkerne er der en død rotte. Den er blevet aflivet og har været en tur i fryseren for at undgå de mange sygdomme, som de kan slæbe rundt på.

Når krukken er smadret, og de døde rotter faldet ned fra krukkerne, finder festivaldeltagerne det naturligt at kaste rotterne efter hinanden.

Denne bizarre festival bliver den sidste, vi fortæller om i denne omgang. Hvis du har mod på at se, hvordan La Batalla de Ratas foregår, kan du klikke på videoen nedenunder. 

Se video

 Har vi glemt nogen spøjse festivaler? Skriv kommentar herunder. Ha' en god weekend!

Tilgængelig for alle

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.