Spansk dukke forarger USA
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/07/2011 - 11:44
Samfund og Politik
Den er allerede et kæmpehit i Spanien, så hvorfor ikke udvide eventyret? Bebé Glotón – eller på engelsk Breast Milk Baby – er opfundet ...
Den er allerede et kæmpehit i Spanien, så hvorfor ikke udvide eventyret? Bebé Glotón – eller på engelsk Breast Milk Baby – er opfundet af den spanske legetøjsproducent Berjuan. I sidste uge annoncerede Berjuan, at man planlægger at bringe Breast Milk Baby til det amerikanske marked.
Eventyret starter ved et stort arrangement i Las Vegas den 31. juli. Men det er et eventyr, som for nogle minder mest af alt om et mareridt...
Mærk magien ved at være mor - som 5-årig...
Som det engelske navn antyder, så handler det om – ja – at give bryst. Men her er det altså de små piger, der skal amme en dukke, der både sutter, skriger og bøvser.
Dukken leveres med en farverig BH med blomster placeret der, hvor brystvorterne er bagved. Barnet tager BH'en på, og dukken siger så smaskende sugelyde, når dens mund er nær sensorer i blomsterne. Man kan også købe ammepude, vugge, rangle og sutteflaske til sin dukke. Som i øvrigt fås i vinter-, sommer- og dåbsudgave - for bare at nævne nogle få.
Der findes et hav af forskellige dukker. Forår (i midten) er lidt blegere i det end Sommer (th)
Troede, det var en joke
Og det er altså i dén grad noget, der deler vandene i USA. Er det naturligt, sundt eller ganske enkelt ulækkert? Modstanderne mener, at det overseksualiserer små piger og tvinger dem til at blive voksne alt for tidligt.
- Jeg hørte folk snakke om dukken, og helt ærligt så troede jeg, det var en joke, siger Ilina Ewen, skribent for bladet Deep South Moms.
- Der er bare nogle ting, som børn er for små til at forstå. Lad børn bruge deres fantasi og lege med en dukke uden at skulle bekymre sig om, hvad den kan og ikke kan gøre. Det er ingen grund til at gøre det helt anatomisk korrekt. Ikke i den alder, siger hun.
Helt naturligt
Men legetøjsfirmaet og tilhængerne siger, at dukken kan hjælpe med til at uddanne pigerne i at amme. En evne de jo skal bruge senere i livet.
- Amning er fuldstændig naturligt, skriver salgs- og marketingsdirektør i Berjuan, Cesar Bernabeu, i en mail til ABCNews.com.
Han forklarer, at legetøjet tillader børn at imitere deres mødre som en helt naturlig del af det at vokse op.
- Det gik op for os, at reaktionen med pigerne var enormt positiv, når piger fik lov til at imitere deres mødre og lagde mærke til, at pigerne behandlede dukken præcis som om, det var deres lillesøster. Deres lykkelige ansigter sagde det hele, forklarer Cesar Bernabeu.
Fatter ikke forargelsen
- Jeg fatter ikke, hvad folk er så forargede over, siger Jessica Gottlieb. Hun er kendt for at blogge om det, at være mor og har selv to børn i skolealderen.
- At kritikerne kobler en amme-dukke til en overseksualisering, siger mere om dem end om dukken. Det er en dukke – hvis ikke du kan lide den, så lad være med at købe den, siger hun.
Først tager du de falske bryster på, og så er det bare om at gå i gang
Godt og skidt
End ikke børnelæger og andre eksperter kan blive enige om, hvorvidt legetøjet er sundt for små piger.
- Jeg tænker, at alt, der kan minde små piger om, at deres kroppe er andet og mere end et sexobjekt, er positivt, siger Dr. Ronald Cohen, medicinsk chef for Mothers' Milk Bank i Californien, men:
- På den anden side; at opfordre små piger til at få børn i en meget tidlig alder er måske ikke så godt, erkender lægen.
Husk altid at få baby til at bøvse efter amning, og i pauserne er det smart at have et sut
Klager på vegne af gud
Dennis Lewis, talsmand for Berjuan Toys i USA, fortæller til avisen San Francisco Chronicle, at der allerede har været mange klager – nogle endda på vegne af gud. Men i Lewis' optik kan han ikke forestille sig, at gud er sur:
- Omkring 20 procent af klagerne har være hadefulde og onde. Vi bliver kaldt perverse og pædofile – ene og alene for at promovere amning, som jo gud har ment, vi skulle gøre. Over hele verden er der kirker med billeder og figurer af Mary, der ammer Jesusbarnet, men vi må ikke lære vores døtre, hvor vigtigt amning er for vores samfund, siger han undrende.
Det amerikanske bryst-problem
Han mener, at USA har et generelt problem med bryster:
- Vi er blevet lullet til at tro, der er noget skamfuldt og tabu-agtigt over amning, men sandheden er, at den idé simpelthen blev skabt for at sælge mere babymad, siger han til avisen og fortsætter:
- Vi står fast på vores udmelding: Små piger har brug for at lære at amme!
Men hvad mener du? Er det okay, sundt eller ulækkert? Giv din mening under artiklen.
Debatten ruller - se video (engelsk)
Allerede i marts var der stor debat om dukken i USA, da det blev muligt at købe den på nettet. Nu står den snart på hylden i butikkerne, og det har pustet til debatten igen
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.