Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk økonomi i ny rutchetur

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 08/06/2012 - 11:55

Penge & Forbrug


Kreditvurderingsinstituttet Fitch langer igen ud efter kriseramte Spanien og banker kreditværdigheden tre trin ned fra A til BBB. Årsagen er d...

Kreditvurderingsinstituttet Fitch langer igen ud efter kriseramte Spanien og banker kreditværdigheden tre trin ned fra A til BBB. Årsagen er den eskalerende bank-krise, voksende gæld og recession.

 

Nedgraderingen kommer efter, at den spanske økonomi de seneste dage har været alvorligt i vælten og betyder, at det nu er blevet – endnu – dyrere for landet at låne penge.

 

Mangler 100 mia

Den spanske stat skal finde mindst 100 milliarder euro for at forhindre et kollaps i landets banksektor. Tidligere har Fitch skønnet, at en tilførsel på 30 milliarder euro ville være tilstrækkeligt. De spanske bankers dårlige økonomi får eurogruppens chef, Jean-Claude Juncker, til at sige, at eurozonen er klar til at hjælpe bankerne, hvis man får en henvendelse.

 

- Hvis det kommer til det, og Spanien spørger om hjælp til banksektoren, vil det selvfølgelig ske, siger han, men understreger samtidig, at det er for tidligt at bruge tid på at regne på tingene.

 

Det er langt fra første gang, at den spanske økonomi får tæsk af et kreditvurderingsinstitut. I april satte kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's Spaniens økonomi to trin ned, fra A til BBB+ efter en forventning om yderligere forværring af landets trængsler.

 

Kan ikke klare sig uden hjælp

I årets første kvartal krympede den spanske økonomi med 0,4 procent. Det var andet kvartal i træk med negativ vækst.

 

En finansanalytiker er overbevist om, at Spanien ikke på egen hånd kan håndtere problemerne.

 

- Det, som virkelig tæller, er den politiske vilje til at få styr på situationen: Det er tydeligt, at Spanien har behov for hjælp udefra, siger økonom David Keeble fra Credit Agricole i New York til Bloomberg News.

 

Den spanske regering vil først i næste uge komme med sit bud på, hvor meget bankerne har behov for.

 

Uafhængige revisionsfirmaer er i gang med at gennemgå bankernes bøger for at finde ud af, hvor slemt det reelt står til. Og i næste uge kommer Den Internationale Valutafond (IMF) med sin vurdering af bankernes behov.

 

Pest eller kolera

Den konservative regering har iværksat en række benhårde besparelser for at komme krisen til livs og forhindre en situation, som den Grækenland og Portugal er havnet i. Begge lande er afhængig af krisehjælp fra EU og Den Internationale Valutafond. Men regeringen sidder i en klemme. Statens muligheder for at låne penge internationalt er begrænset, og det reducerer muligheden for at komme bankerne til undsætning.

 

Samtidig vil en økonomisk indsprøjtning forværre statens egen situation. Ifølge Fitch indebærer en hjælpepakke på 60 milliarder euro til bankerne, at statens gæld vil stige til 95 procent af bruttonationalproduktet i 2015.

 

Før finanskrisen begyndte i 2008 udgjorde gælden kun 36 procent, og Spanien havde sammen med lande som USA, Tyskland, Frankrig og også Danmark den højest opnåelige kreditvurdering.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.