Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanske soldater i krudttønden: Fra anspændt ro til liv i en bunker

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 07/10/2024 - 07:00

Katastrofe

De 670 spanske blå hjelme i FN-tropperne patruljerer ikke længere og tilbringer 14 timer i beskyttelsesrum, mens bomberne falder i nærheden af deres stillinger. 

FN's multinationale styrke, der ledes af Spanien, kræver, at Israel og Hizbollah stopper deres bombardementer.

FN-tropperne nægter at forlade Libanon trods israelsk pres: »Vores flag vil blive her«.

FN's fredsbevarende styrke i Libanon (UNIFIL), har afvist en anmodning fra Israel om at flytte sine positioner i det sydlige Libanon, hvor der foregår en israelsk intervention mod de shiitiske terrorister i Hizbollah, og forsikret, at alle dens tropper vil blive på deres poster.

I en erklæring forsikrede talsmanden for FN's fredsbevarende mission, Andrea Tenenti, at alle dens styrker, som består af 10.500 soldater, vil blive på deres poster.

Tenenti minder om, at den israelske hær den 30. september underrettede de internationale fredsbevarende styrker om sin forestående indtrængen i Libanon, og han har netop bekræftet, at Israel bad FN-styrken om at flytte nogle af sine stillinger i nærheden af den israelske grænse, en anmodning, som UNIFIL har afvist.

- De fredsbevarende styrker forbliver på alle deres positioner, og FN-flaget vil fortsat vaje. De fredsbevarende styrker fortsætter med regelmæssigt at justere sine aktiviteter og har forberedt beredskabsplaner, som de vil aktivere, hvis det er absolut nødvendigt, sagde Tenenti.

Tropper i en bunker

Spanien leder denne fredsbevarende FN-mission. Lederen af missionen er general Aroldo Lázaro, som siden februar 2022 har haft ansvaret for de 10.500 soldater, der indgår i missionen, hvis mål er at sikre fred på den blå linje, den grænse, som FN etablerede mellem de to lande i 2000. Soldaterne er dedikeret til at patruljere for at garantere sikkerheden, mens kommandanterne arbejder på at bringe fjendtlighederne til ophør og nedtrappe spændingerne. Lederen af de spanske tropper er general García del Barrio, som næsten dagligt er i telefonisk kontakt med Spaniens forsvarsminister Margarita Robles.

FN-troppernes deltagende lande

Optrapningen af fjendtlighederne er en del af de kampe, der har stået på i et år, efter at Hizbollah angreb israelsk territorium dagen efter angrebet den 7. oktober 2023 fra terrorgruppen Den Islamiske Modstandsbevægelse (Hamas) og andre palæstinensiske grupper - hvor næsten 1.200 mennesker blev dræbt og 240 andre kidnappet - og som tvang Israel til at iværksætte operationen i Gaza.

Netop i dag, den 7. oktober 2024, som er ét-årsdagen for massakren, forventer flere en større offensiv fra Israels side.

Kommentarer

Hvordan kan det være at FNs fredsbevarende styrker ikke vil efterkomme Israels anbefaling og flytte deres styrker, så Israel igen kan få gjort bugt med de ufattelige onde og mest hensynsløse mennesker, der ofrer deres egen befolkning.
Jeg forstår simpelthen ikke, at der er mennesker der holder med og har sympati for folk der begår så grufulde handlinger.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.