Splid i PP over abortlov
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 09/01/2014 - 11:29
Samfund og Politik
Forslag om stramning af abortloven truer med at splitte det konservative regeringsparti. Flere af partiets nøglepersoner kræver en hemmelig, f...
Forslag om stramning af abortloven truer med at splitte det konservative regeringsparti. Flere af partiets nøglepersoner kræver en hemmelig, fri afstemning om lovforslaget.
Det står klart efter PP's hovedbestyrelse i går debaterede sagen. I debatten udstrykte partiets talskvinde, Celia Villalobos, sin klare modstand mod regeringens lovforslag. Det var også hende, der bad om den frie afstemning.
- Jeg repræsenterer mange personer, der ikke er enige i forslaget , der er fremlagt, sagde Villalobos.
Har tidligere gået imod PP
Villalobos undlod at stemme, da den nuværende abortlov blev vedtaget af den tidligere regering i 2009. Dengang blev hun sanktioneret af PP.
Denne gang står Villalobos ikke alene. En anden markant PP-skikkelse, Juan Vicente Herrera, som er regeringsleder i Castilla y Leon, sagde kort før gårsdagens debat, at han ikke kan støtte forslaget.
Herrera mener, at regeringen bør vente med at ændre loven, indtil forfatningsdomstolen er kommet med sin konklusion på den nuværende abortlov, der trådte i kraft i 2010.
Regionsledere imod loven
Herrera slutter sig dermed til rækken af konservative kolleger, der går imod partiets officielle holdning til abort. De øvrige modstandere er Extremaduras regeringsleder, José Antonio Monago, og den galiciske leder, Alberto Núñez Feijóo, der har opfordret Rajoy til at vente med lovændringen.
PP-borgmestrene i Zamora og Valladolid, Rosa Valdeón og Javier León de la Riva, har begge udtrykt bekymring over den negative reaktion, der er kommet fra partiets vælgere over forslaget. Juan Vicente Herrera har opfordret resten af partiet til at lytte til deres udtalelser.
Justitsminister står bag
Lovforslaget har sin oprindelse hos den konservative justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón, der ønsker at begrænse kvinders adgang til abort.
Det betyder, at kvinder fremover kun vil få lov til abortere under to omstændigheder: i tilfælde af voldtægt, og hvis fødslen udgør en alvorlig sundhedsrisiko for moderen.
I henhold til den gældende lov, kan kvinder frit vælge at få abort indtil svangerskabets 14. uge.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.