Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Statsanklager kommer efter Catalonien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 24/11/2014 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: Artur Mas har hidset mange mennesker op med høringen om selvstændighed. Nu skal han straffes.

Artur gennemførte afstemningen om catalansk uafhængighed den 9. november under stor mediebevågenhed. Nu reagerer det officielle Spanien.

 

Statsanklager Eduardo Torres-Dulce afleverede fredag et dokument til den catalanske højesteret, hvor han retter anklager mod Cataloniens præsident Artur Mas.

 

Anklagerne går på alvorlig ulydighed, magtmisbrug og ulovlig brug af offentlige midler i forbindelse med afstemningen, der også er blevet kaldt 9-N.

 

Mange forskellige navne

Valghandlingen har dog haft mange flere navne de sidste par måneder. Afstemning, konsultation og meningsmåling er blot nogle af dem.

 

Cataloniens regering har flittigt omdøbt begivenheden, for at sno sig udenom den spanske forfatning. Forfatningsdomstolen suspenderede nemlig afstemningen, inden den 9. november.

 

Den blev som bekendt afviklet alligevel, og 80 procent af stemmerne sagde ja til uafhængighed. Dog var det kun cirka en tredjedel af borgerne, der stemte.

 

Flere anklagede

Artur Mas svarede allerede i fredags på statsanklagerens handling.

 

- Hvis han vil vide hvem, der er ansvarlig, skal han se på mig. Jeg er ansvarlig, og det er min regering også, sagde præsidenten.

 

Udover Artur Mas er også vicepræsident Joana Ortega og regionsformand for uddannelse, Irene Rigau under samme anklager.

 

Trist reaktion

Præsidenten udtrykker samtidig stor skuffelse over den måde, centralregeringen har håndteret sagen på.

 

- Det er trist at se, at reaktionen kommer fra anklagere og domstole, når catalanerne prøver at udtrykke deres holdning, sagde han på et pressemøde i fredags.

 

Samtidig kom han med en skjult trussel til premierminister Mariano Rajoy om at udskrive regionalvalg i Catalonien, hvis ikke regionen snart får lov at afholde en juridisk bindende afstemning.

 

Som det ser ud nu, vil et regionalvalg i Catalonien nemlig styrke de partier, der går ind for catalansk uafhængighed.  

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.