Stik modsat meningsmåling
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 24/10/2024 - 07:00
Samfund og Politik
To af hinanden uafhængige meningsmålinger giver helt vildt forskellige resultater.
Tirsdag publicerede vi en frisk meningsmåling, hvor instituttet CIS gav PSOE 34 procent og PP 31,5 procent af stemmerne, hvis der blev afholdt parlamentsvalg nu.
I dagens lige så friske meningsmåling fra DYM får PSOE 28,8 procent og PP 36,9 procent af stemmerne.
Den forskel er ganske enkelt helt hen i vejret og i den forbindelse vil redaktionen gerne igen gøre opmærksom på, at vi normalt har størst tillid til DYM-undersøgelserne.
I dagens måling fra DYM har PP den fordel, at de vil kunne regere alene med støtte fra Vox.
I DYMs undersøgelse, der er foretaget for 20minutes, går PP næsten fire procentpoint frem i forhold til valget den 23. juni. 2023, mens de to største partier i regeringskoalitionen, PSOE og Sumar, har mistet stemmer siden da.
Hvis der var valg i dag
PP ville få mellem 156 og 159 mandater (36,9 procent) og Vox mellem 27 og 30 mandater (11,2 procent). Til sammen giver det mellem 183 og 189 mandater - og et solidt stykke over de 176 mandater, der giver flertal.
PSOE ville få mellem 116 og 120 mandater (28,8 procent) og regeringspartneren Sumar mellem 12 og 14 mandater (7,5 procent). Selv med bedste resultat vil de kun kunne mønstre 134 mandater selvom de godt ville kunne regne med Podemos’ mandater på mellem 2 og 3 (2,5 procent) og måske tillige Junts’ og ERCs mandater. Men de vil heller ikke kunne give flertal.
Sumar er raslet ned fra 31 mandater ved valget blandt andet efter, at Podemos trådte ud af koalitionen.
Mest værdsatte leder
Ud over stemmetallene mellem partierne konstaterer DYM-barometeret, at Alberto Núñez Feijóo er den mest værdsatte politiske leder. En position han har haft siden 2023. Respondenterne giver 4,1 point til den PP-lederen. Både Pedro Sánchez og Yolanda Díaz gå tilbage, mens Santiago Abascal går frem.
Turbulent tid
Resultatet af meningsmålingen kommer i en turbulent måned for Pedros Sánchez, midt i kontroversen om korruptions-undersøgelserne af hans hustru og hans regering under pandemien. En situation, der er forværret af den nylige UCO-rapport, der afslører nye oplysninger om Koldo-sagen, hvor de involverede omtaler Sánchez som “Nummer ét”.
Derudover har højesteret i oktober for første gang i demokratiet anklaget statsadvokaten García Ortiz for at have afsløret hemmeligheder efter udsendelsen af en erklæring om sagen om Madrids præsident Isabel Díaz Ayusos partner, uden at premierministeren har bedt om statsadvokatens afgang eller afskedigelse.
Tekniske detaljer
Stikprøve og metode: 1.000 tilfældige online-interviews med specifikke kvoter for køn, alder og erhverv. Fejl: Den samlede fejlmargin er +/- 3,1 % med et konfidensniveau på 95,5 % i det værst tænkelige scenarie.
Målgruppe: Befolkningen på 18 år og derover. Feltarbejde: udført mellem 16. og 18. oktober 2024.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.