Stjal fra fulde turister
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 22/10/2014 - 12:01
Krimi og katastrofe
Skruppelløse bander huserer på barer og natklubber på Mallorca. Politiet har anholdt seks personer, anklaget for at have udnyttet berusede pe...
Skruppelløse bander huserer på barer og natklubber på Mallorca. Politiet har anholdt seks personer, anklaget for at have udnyttet berusede personer og snydt dem for mindst 130.000 euro.
Anholdelserne er sket i Magaluf i Calvià på Mallorca. De anholdte kommer fra Rumænien, Bulgarien og Spanien, og de er anklaget for at have svindlet turister og lokale på lokale natklubber.
Efterforskningen startede i sommer, da politiet pludselig modtog et højt antal anmeldelser fra personer, der havde været udsat for tyveri, mens de havde været på natklub.
Ingen af dem var blevet bedøvet eller på anden vis lidt nogen fysisk overlast, og forbrydelsen blev derfor først opdaget på et senere tidspunkt.
Bød op til dans
Fremgangsmåden bestod i, at de først udvalgte sig deres ofre på barer og natklubber rundt om i byen. De gik efter de lette ofre, det vil sige berusede personer, venlige og snakkesalige, og som var interesserede i at møde nye mennesker.
Et kvindeligt medlem af banden bød op til dans, og lod som om hun var interesseret i offeret. I løbet af de næste par timer lykkedes det hende og hendes kompagnoner at hive kontanter og kreditkort ud af ofrene uden at bliver opdaget.
I nogle tilfælde lykkedes det banden at få fingrene i et kreditkort, hæve penge i en nærliggende automat og levere kortet tilbage, uden at offeret anede uråd. Det var først på et langt senere tidspunkt, at han eller hun fandt ud af, at der var blevet trukket et større beløb på kontoen.
I et tilfælde har en natklub-gæst fået frastjålet 6.000 euro.
Beder turister om at anmelde
Guardia Civil forsøger nu at få kontakt til turister, der har været udsat for et lignende fupnummer.
Indtil videre er der anmeldt tyveri for 130.000 euro, men beløbet kan være meget større, eftersom mange turister ikke orker at anmelde et tyveri under ferien, eller først bliver klar over, at der er trukket penge på kontoen, når de er kommet hjem fra ferie.
Fem natklubber er under mistanke for at stå i ledtog med de kriminelle, og der er beslaglagt ID-kort og anden dokumentation.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.