Strandvejen skaber sig igen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 31/10/2011 - 10:55
Kunst & kultur
Et sandbjerg af imponerende dimensioner truer omkring 300 beboere i Valdevaqueros-området i Tarifa. Den berømte klit, som hvert år flytter si...
Et sandbjerg af imponerende dimensioner truer omkring 300 beboere i Valdevaqueros-området i Tarifa. Den berømte klit, som hvert år flytter sig flere meter vestpå, dækker vejen til, og isolerer dermed beboerne, der ”sander inde”.
Den lille landevej, A-2325, som fører gennem det forblæste kystområde ved Punta Paloma, er igen sandet til. Lige så snart det blæser op fra øst, fyger sandet ind over skrænten - og nu er den altså gal igen.
Sidste sommer blev biler begravet i sand, og der gik flere dage, før beboerne igen kunne komme ud.
Som at råbe mod vinden
Uanset hvad beboerne har gjort for at råbe myndighederne op, har det ikke haft nogen virkning – snarere tværtimod. Ifølge geolog José Zendrera, som selv bor i området, så var der faktisk ikke nær så mange problemer, dengang man brugte gammeldags metoder til at holde styr på klitten.
Klitten i Punta Paloma opstod i 1930'erne, efter at lokale beboere havde sat hegn og værn op langs stranden for at beskytte deres huse og landbrug mod den hårde vind fra havet.
Allerede i 1938 var der opstået en lille fast klit, som havde en bremsede effekt på den evindelig blæst af sand hen over markerne. Der blev anlagt en vej, og antallet af indbyggere i området begyndte at stige.
19 mio. borte med blæsten
Helt frem til 1990'erne blev klitten vedligeholdt af en arbejdsgruppe på seks personer, som med hegn og siv sørgede for at sandbunken blev holdt i ave og ”kendte sin plads”. Men efter den nye kystlov, som trådte i kraft i 1988, startede problemerne. Hegnet blev fjernet, og i løbet af kort tid voksede klitten til sin nuværende, uregerlige størrelse.
Alene i løbet af de seneste fire år er der investeret 19 millioner euro i flytning af sand, og der er foretaget et dusin kostbare undersøgelser af klittens egenskaber – uden at det har givet noget resultat.
Overvejer bro eller tunnel
Som geolog José Zendrera siger: Det havde været væsentlig billigere og langt mere effektivt at beholde de seks personer til at styre klitten med hjælp af de gammeldags metoder, frem for at smide millioner ud på en håndfuld teknikere og eksperter, som ikke aner noget om de lokale forhold.
Så i stedet for at holde klitten nede, overvejer myndighederne nu at lade klit være klit og simpelthen bygge en bro eller en tunnel for at sikre trafikken til og fra Punta Paloma.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.