Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Styrtregn - men stadig knastørt

Skrevet af , man, 02/06/2014 - 12:15

Vejr og natur


Styrtregn langs de spanske Middelhavskyster hjælper lidt på tørken, men det er overhovedet ikke nok. Der er stadig knastørt, og fra i dag er...

Styrtregn langs de spanske Middelhavskyster hjælper lidt på tørken, men det er overhovedet ikke nok. Der er stadig knastørt, og fra i dag er der totalt forbud mod brug af ild og at tænde bål. Overtrædelse af forbuddet kan give høje bøder og fængselsstraf.

 

Alle advarsler om lyn og torden langs Middelhavskysterne blev i går en realitet da store dele af Costa Blanca og Costa del Sol blev ramt af et kraftigt tordenvejr. Regnvejret startede allerede lørdag aften, hvor der faldt en del nedbør.

 

På Costa Blanca er der langt om længe kommet en smule regn. Alicante fik 8,4 mm nedbør, hvilket ikke er meget, men er alligevel halvdelen af den totale nedbørsmængde, der er kommet siden 1. januar. Indtil i går var der faldet 16,4 mm nedbør ved Meteorologisk Institut i Alicante.

 

Det normale for udgangen af maj er 124 mm, så der er altså kun faldet 13 procent af det normale.

 

Bulder og brag

På Costa del Sol er der kommet lidt regn - især i bjergene i La Axarquía øst for Málaga og i Ronda-dalen. I Colmenar er der faldet 18 mm regn, 16 i Estepona og 12 i Coín.

 

Et kraftigt tordenvejr i går eftermiddag førte i går til aflysning af flere aktiviteter, og i Ronda og Marbella faldt der en overgang hagl. Tordenvejret varede tre timer, hvorefter det klarede op igen, og i de næste dage står der fuld sol på menuen.

 

Også i resten af landet er sommeren nu på vej med stigende temperaturer.

 

Madrid, sol, 11 – 25 grader, Barcelona, letskyet, 16 – 22, Valencia, sol, 16 – 24, og Málaga, sol, 16 – 27 grader.

 

Vejr i Spanien, mandag kl. 15:00

 

Regler for ild

Ifølge Andalusiens Miljøministerium er det forbudt med åben ild fra den 1. juni til 15. oktober - begge dage inklusive. Der er dog undtagelser, men kun med specifik tilladelse fra ministeriet.

 

Reglerne gælder kun for Andalusien - hver enkelt autonomregering kan regulere på området - men også i Valencia er der totalt forbud mod brug af åben ild.

 

Det er dyrt at antænde en brand, men det koster bestemt også kassen at få det slukket igen. Faktisk anslås det at koste 6.000 euro at slukke en brand på én hektar.

 

Skovbrand har strafferamme på 1-5 år, men uforsigtighed er en formildende omstændighed og det betyder en strafferamme på seks til tolv måneder.

 

Ildspåsættelse med fare for miljøet har en strafferamme på mellem fire måneder og op til to år. Næste trin er decideret skovbrand, der har en strafferamme på et til fem år plus bøde. Beløbet bestemmes alt efter den dømtes økonomiske situation. Man ganger beløbet med de antal dage, man er blevet dømt til at betale bøde, hvilket kan være alt mellem 5 dage og to år.

 

Ved en voldsom brand, der medfører omfattende ødelæggelser, vil anklagemyndigheden sandsynligvis ryge over i paragraf 351, der handler om skovbrand med fare for miljø og liv, og her taler vi en strafferamme på 10-20 år plus bøde. Oveni kan personen også risikere en drabsanklage, hvis nogen omkommer i flammerne. Uagtsomt manddrab har en strafferamme på et til fem år. Drab har en strafferamme på 10 til 15 år.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.