Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Svanen, der blev til en grim ælling

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 07/09/2013 - 00:05

Klumme


Den 13. december 2002 klokken 12:00 sad den gruppe i DR, der havde hjulpet Radio Solymar med at få DR Sydeuropa op at stå, og drak champagne i...

Den 13. december 2002 klokken 12:00 sad den gruppe i DR, der havde hjulpet Radio Solymar med at få DR Sydeuropa op at stå, og drak champagne i TV-Byen i Gyngemosen.

 

Den 4. og 5. september 2013 sad personalet i Radio Solymar og tog nervepiller, fordi DR, nu i DR-Byen, ikke ville forklare, hvorfor abonnenternes udsendelser om aftenen den 3. og 4. september var blevet erstattet af ”Ingen udsendelse, beklager.”

 

Forklaringen er ikke kommet endnu.

 

Lidt udvidet baggrund

Da Radio Solymar i slutningen af juli udsendte informationen om, at vi stopper med DR Sydeuropa, forsøgte vi at gøre det på en så sober måde som muligt i relation til DR.

 

Vi fortalte ikke noget om, at vi havde skrevet et langt oplæg til DR om, hvordan vi i detaljer foreslog afviklingen gennemført på en fair og korrekt måde både for abonnenterne, DR og Radio Solymar.

 

Selv om vi pointerede vigtigheden af, at vi skulle slutte på en lige så god måde, som vi startede i 2002, er oplægget aldrig blevet drøftet.

 

Af frygt for at DR på et tidspunkt kunne finde på at slukke for signalerne til vores abonnenter, har vi tilbageholdt et beløb, så vi på hvilket som helst tidspunkt vil være i stand til at tilbagebetale vores abonnenter den forholdsmæssige andel af deres betalte kortafgift for den resterende del af 2013.

 

Da DR, efter gentagne opfordringer, ikke ville svare på, hvorfor der var sket afbrydelser i udsendelserne den 3. og 4. september, skrev jeg således til DR:

 

Skal jeg forstå dit manglende svar således:

I forbindelse med, at DR og Radio Solymar S.L. internt ikke er blevet enige om vilkårene for afviklingen af DR Sydeuropa, og at Radio Solymar S.L. i den forbindelse har tilbageholdt et beløb, så har DR valgt at ”presse” Radio Solymar S.L. ved at afbryde abonnenternes udsendelser om aftenen den 3. og 4. september 2013 uden noget forudgående varsel.

Er det korrekt?

Er det noget, som DR vil fortsætte med?”

 

Svaret var:

Nej, det har intet på sig”

 

Da jeg efterfølgende bad om, hvad forklaringen på afbrydelserne så var, fik jeg ikke noget svar.

 

Når helvede er løs

Vi kan nævne stribevis af problemer, der har været gennem tiden for vores abonnenter: bare et år tilbage startede det med, at OL i London blev erstattet af en uendelig stime af DR-Update. - Vi har ikke rettighederne til at sende OL til abonnenterne i DR Sydeuropa, lød det fra DR. Men DR kunne heller ikke bevise, at man overhovedet havde forsøgt at få tilladelsen.

 

I september 2012 gik skærmene i sort for 400 abonnenter. Canal Digital havde ”glemt” at orientere os om, at disse abonnenter skulle have skiftet deres smartkort og sendt dem til os i rette tid.

 

Selvom der ligger en aftale om, at krypteringen kan fjernes i krisesituationen, så man kan se DR uden smartkort, nægtede DR at fjerne den. Det betød, at 400 abonnenter var uden DR Sydeuropa i op til fem uger.

 

I februar gav DR kanalerne DR1 og DR2 ”skarpere profiler”. Det betød – blandt andet – at samtlige børneprogrammer blev fjernet fra DR1, bortset fra Disneysjov fredag aften. Vores børnefamilier gik på barrikaderne og klagede til DR. Svaret var, at de bare kunne se Ramasjang på DR NU. Hvilket man ikke kan med en IP-adresse uden for Danmark.

 

Vi springer frem til den 8. august 2013. Klokken 15:00 går samtlige abonnenters danske tv i ”BLACK”. Det kommer først igen kort før klokken 24:00 om aftenen.

 

Det viste sig, at det var et længe planlagt arbejde, der skulle gennemføres hos Telenor, der uploader signalerne til satellitten. Noget varsel til abonnenterne – for eksempel ved en rulletekst på skærmen nogle dage før? Eller information til os, så vi kunne advare abonnenterne? Nej.

 

Og senest kommer så sagen med 'Ingen udsendelse, beklager'. Abonnenten sidder og ser en udsendelse - og så pludselig...

 

Alt, hvad der er sket gennem årene, er selvfølgelig værst for vores abonnenter.

 

Og hvad gør en abonnent helt naturligt?

 

Retter henvendelse til os. På telefon eller email.

 

Sådan cirka et par tusinde på samme tidspunkt. Nogle er flinke nok, andre er mindre flinke, mens andre igen er rasende og skælder ud, så samtale er umulig.

 

Og sjovt er det ikke for Radio Solymars personale at blive svinet til for omstændigheder, som de ikke har nogen indflydelse på.

 

Faktisk er Radio Solymars personale efter ”BLACK” og ”ingen udsendelse” kørt helt ned. Igen.

 

- Drop DR og betal os pengene tilbage!

Det skrev en abonnent til mig for to dage siden, træt af begivenhederne i både august og september.

 

I skrivende stund er det netop én af mine tanker; kommer der flere afbrydelser – eller andre uvarslede genvordigheder - vil jeg overveje at refundere abonnenterne kortafgiften for resten af året.

 

Please!

Endnu en gang vil jeg anmode vores abonnenter om at besøge www.drsydeuropa.com, hvis der skulle være et problem med at se kanalerne. Her vil der altid ligge information, hvis der skulle være problemer.

 

At besøge siden sparer abonnenterne for ærgrelser ved ikke at komme igennem på telefon eller ikke straks få besvaret en email.

 

Og det skåner personalet i Radio Solymar for ikke at skulle besvare det samme spørgsmål og blive bebrejdet over 2.000 gange...

 

Yderligere komplikation!

Oveni opdatering af smartkort og 'Ingen udsendelse' opstod der så den uheldige situation for flere abonnenter, at deres receivere manglede opdatering.

 

Alle med computere ved, at Microsoft med jævne mellemrum opdaterer Windows. Det sker automatisk, men det er ikke tilfældet med receivere.

 

I dag fandt vi ud af, at for eksempel receivere af mærket Ferguson skal opdateres, inden abonnenten kan se DR-kanalerne. Du kan læse nærmere herom på http://drsydeuropa.com/content/vigtigt-om-receivere

 

Snakken

Når forhold som de beskrevne indtræffer, begynder rygtesmedenes onde tunger på både Facebook og i andre sociale netværker. Vi har blandt andet læst:

 

- Nåh, Radio Solymar har nok afbrudt udsendelserne med vilje for at få abonnenterne til at købe box-tv...

 

Jeg bringer blot denne bemærkning for at vise, vi er bekendt med den og andre tilsvarende.

 

Nu handler det om fremtiden

I 11 år har vi kæmpet for, at vores abonnenter har fået den bedst mulige service. Ligeledes har vi kæmpet for, at der skulle komme flere kanaler. Det lykkedes ikke – trods en indædt kamp for det med DR.

 

Nu har vi sagt stop. Resten af året vil vi bruge på at sikre vores abonnenter den bedst mulige løsning for at kunne se dansk tv i fremtiden.

 

Håbet er, at en grim ælling igen kan blive en smuk svane.

 

Har du en kommentar til denne lørdagsklumme?

Hvis du er abonnent i DR Sydeuropa, så klik her

 

Spændende aften for Spanien

I aften klokken 22:30 bliver det besluttet, hvilken by der bliver værtsby for OL i 2020. Madrid er én af de tre kandidater, og det har Jesper Sander Pedersen set nærmere på.

 

Klik her for at læse den historie

 

Teamet bag DR Sydeuropa, Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.