Svindel på Solkysten, del 2
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 23/10/2012 - 11:21
Krimi og katastrofe Samfund og Politik
Der bliver snydt med udbetaling af sociale ydelser til danske pensionister i udlandet – men der er også tilfælde, hvor modtagerne rent fakti...
Der bliver snydt med udbetaling af sociale ydelser til danske pensionister i udlandet – men der er også tilfælde, hvor modtagerne rent faktisk får for lidt ind på kontoen.
Bedrageri for to mio
Det siger kontorchef i Pensionsstyrelsen, Christian Svendsen, til Spanien i Dag i forbindelse med en gennemgang af danske pensionisters indtægtsforhold. Men der er altså folk, der ikke har rent mel i posen.
- Vi har i løbet af 2012 konstateret socialt bedrageri for 1,8 millioner, men regner med at komme op på to millioner inden årets udgang, siger han.
Hør interview med Christian Svendsen her
Nogle snyder sig selv
Millionerne kommer efter en gennemgang af godt og vel ti procent af de 4.360 danske pensionister, der har valgt at bosætte sig i Spanien. I ni sager blev der konstateret bedrageri, men i to sager, var der tale om, at pensionen blev forhøjet.
- Vi har blandt andet en fornemmelse af, at der bliver snydt ved, at folk opgiver, at de er enlige, så de får et højere pensionstillæg, men i virkeligheden bor de sammen med en, siger han.
Der er stadig tre år tilbage af den fire-årige forsøgsordning, som blev vedtaget af den danske regering og er en del af finanslovs-aftalen for 2010.
Alle skal tjekkes
Undersøgelserne bliver foretaget af to danske medarbejdere på den danske ambassade i Madrid. De kontakter pensionisterne direkte for at finde ud af, om der bliver udbetalt korrekt pension, og planen er, at undersøge alle. Det vil sige, at alle pensionister kan forvente at blive kontaktet af pernsionsstyrelsen i løbet af de næste tre år.
Også danskere i Thailand, Tyrkiet og Marokko bliver undersøgt i forbindelse med afdækning af social bedrageri i udlandet.
Et andet væsentligt initiativ er intensiveringen af persontjek i danske lufthavne (er du fx på dagpenge, må du ikke rejse, red.), hvor antallet af tilsyn tredobles. Der vil samtidig ske en udvidelse af kontrollen i andre lufthavne og ved grænseovergange for at undersøge, om det udvidede lufthavns-tilsyn i de danske lufthavne flytter trafikken andre steder hen.
Den danske stat sender hvert år to milliarder kroner ud til folke- og førtidspensionister rundt om i verden.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.