Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tørken giver skader for formue

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/03/2012 - 11:37

Vejr og natur


Tørkeramte Spanien sukker efter vand. Landbruget står til milliard-tab, og i flere kommuner i Nordspanien må tankvogne forsyne indbyggerne me...

Tørkeramte Spanien sukker efter vand. Landbruget står til milliard-tab, og i flere kommuner i Nordspanien må tankvogne forsyne indbyggerne med drikkevand.

 

Der er ikke faldet en eneste dråbe regn i Aragon siden oktober, og det er et af Spaniens vigtigste landbrugsdistrikter.

 

En gade i landsbyen Robres i Huesca

 

”Vi skal helt tilbage til krisen i 40'erne for at finde noget lignende”, lyder det samstemmende og hovedrystende fra regionens ældre indbyggere.

 

Bringer drikkevand i tankvogne

Andre steder i Nordspanien ser det ikke meget bedre ud. Siden midten af januar har lastbiler og tankvogne leveret vand til indbyggerne i flere landsbyer i Pyrenæerne.

 

En nær udtørret mark i Sariñena

 

Det gælder for Caldearenas og Sandinés og flere samfund i Sobrarbe i provinsen Huesca. Her har der kun været meget lidt sne, hvilket betyder, at der ikke er noget vand i de floder og bække, der normalt forsyner landbrugsområderne med vand til markerne. Men det står også sløjt til med drikkevandet. Med lav vandstand og mangel på frisk regnvand er vandkvaliteten kraftigt forringet. Flere steder er drikkevandet nu så forurenet, at det ganske enkelt er sundhedsskadeligt.

 

Skal skære 80 procent i forbrug

I Aragon frygter landmændene for milliard-tab. Jose Manuel Penella, der er formand for landsbrugsorganisationen COAG i Aragonien, siger, at husdyrene tørster, fordi der ikke er vand nok.

 

En kirke og resterne af en gammel landsby kaldet Mediano, der normalt er dækket af vand i et reservoir i Huesca, Spanien

 

I Aragón Alto skal der skæres svimlende 80 procent i vandforbruget for at undgå, at man helt løber tør. Det betyder massive tab i afgrøder som majs og ris, der kræver enorme mængder vand til overrisling.

 

Et træ fra den gamle landsby Mediano, der normalt er dækket af vand

 

Der er ikke meget hjælp at hente fra Meteorologisk Institut, som vurderer, der er 60 procents chance for nedbør i marts.

 

Husk at læse med i vores langtidsvejrudsigt her på hjemmesiden i morgen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.