”Ta' din sombrero og smut!”
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 04/09/2013 - 11:19
Samfund og Politik
Irsk medlem af det britiske parlament smider den nyeste ord-bombe i Gibraltar-striden.
Irsk medlem af det britiske parlament smider den nyeste ord-bombe i Gibraltar-striden.
Politikeren Ian Paisley Jr., fra det højreorienterede parti, DUP, opfordrede i stærke vendinger til, at den spanske ambassadør i London skulle smides på porten.
- Hvis ikke Spanien stopper fjendtligheden overfor Gibraltar, kan du bede ambassadøren pakke hans strå-æsel, hans sombrero og hans sangria sammen og skride ud af London, sagde han i det britiske parlament.
Kommentaren var henvendt til den britiske udenrigsminister, William Hague, som reagerede ved at forklare, at han flere gange har talt med den spanske ambassadør, og at han ville ”bruge mere diplomatisk sprog, end det du foreslår.”
Ministre på talerstolene
Udtalelserne kommer i kølvandet af, at både William Hague og den spanske udenrigsminister José García-Margallo har talt i deres respektive parlamenter og givet deres udlægninger af den bitre strid, der har varet det meste af sommeren.
I Spaniens kongres forklarede José García-Margallo, at den spanske regering ikke anerkender Gibraltars forsøg på at lovgive over vandene ud for den omstridte halvø. Dermed fastholder han, at Gibraltars oprettelse af et kunstigt rev på havbunden - set med spanske øjne - er ulovlig.
I William Hagues udtalelse til det britiske parlament holder han dog fast på, at det kunstige rev er lavet lovligt. Han kritiserer i hårde vendinger de massive grænsekontroller Spanien indførte efter nedsænkingen af cementblokkene.
Timelange køer
Grænsekontrollerne har ofte resulteret i timelange bilkøer, både ind og ud fra Gibraltar. I Hagues udtalelse uddyber han, at Storbritannien vil udfordre og protestere mod alle overtrædelser af grænsen til Gibraltar.
De spanske grænsekontroller blev ikke nævnt i Jose García-Margallos tale til kongressen. Han kritiserede derimod det trevejs-forum, der blev oprettet under Spaniens tidligere regering til diskussion af Gibraltars status.
Trevejsforummet skal gøre det muligt at have åbne diskussioner mellem Gibraltars, Spaniens og Storbritanniens regeringer på en gang.
Opfordrer til dialog
Både García-Margallo og Hague glæder sig over, at Europa-Komissionen nu er blevet involveret i konflikten, og sender uvildige observatører til Gibraltars grænse. García-Margallo uddyber med, at sommerens konflikt ikke handler om suverænitet, men om at følge EU's love.
Begge udenrigsministre opfordrer nu kraftigt til, at konflikten skal løses med dialog, og at venskabet mellem de to lande er det vigtigste. I stedet for det etablerede trevejsforum, har Hague foreslået at lave særligt sammensatte arbejdsgrupper mellem Spanien, Storbritannien, Andalusien, Gibraltar og andre grupper.
Arbejdsgrupperne skal så sammensættes gang for gang, afhængigt af, hvilket spørgsmål der bliver diskuteret. Det forslag har José García-Margallo accepteret til punkt og prikke.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.