Terror i EU: Unge og teknologi driver truslen
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 26/06/2025 - 07:26
EU Krimi
Ny rapport viser bekymrende tendenser i radikalisering og online-rekruttering.
I 2024 blev der rapporteret 58 terrorangreb i 14 EU-medlemslande, hvoraf 34 blev gennemført, fem mislykkedes og 19 blev forhindret.
Samlet blev 449 personer anholdt for terrorrelaterede forbrydelser i 20 medlemslande.
Tallene kommer fra Europols nye ‘European Union Terrorism Situation and Trend Report 2025’ med den lidt mere mundrette titel ‘TE-SAT’, der beskriver de største udviklinger inden for terrorisme i EU.
Unge og sårbare mål for radikalisering
Næsten hver tredje anholdt for terrorrelaterede forbrydelser i 2024 var en mindreårig eller ung voksen. Den yngste var en 12-årig, der blev anholdt for at planlægge et angreb. Terrorgrupper udnytter især unge med psykiske problemer, social isolation eller digital afhængighed.
- Terroristerne retter sig mod de sårbare, især unge, og den geopolitiske spænding forværrer radikaliseringen, siger Catherine De Bolle, Europols direktør.
Online-fællesskaber og voldelig ekstremisme
Nye undersøgelser viser, at online-kultfællesskaber bruger platforme til at normalisere ekstrem vold, udnytte ofre og rekruttere unge. Mange af disse grupper har ideologiske forbindelser til jihadistisk terrorisme, højreekstremisme eller okkultisme.
- Vi må være ekstra opmærksomme på, hvordan terrorister udnytter digitale platforme, understreger Magnus Brunner, EU-kommissær for indre anliggender.
Geopolitiske konflikter forstærker truslen
Krigen i Gaza og Ruslands invasion af Ukraine har øget polariseringen i EU, og det har altså resulteret i flere angreb og hadforbrydelser. Anti-semitisme er en fællesnævner for mange ekstreme grupper.
Samtidig har regimets kollaps i Syrien skabt usikkerhed omkring bekæmpelsen af terror i regionen.
Misbrug af ny teknologi
Generativ AI bruges i stigende grad til at sprede propaganda og hadbudskaber, især i højreekstreme kredse.
Krypterede kommunikationsplatforme gør det også lettere for terrorister at koordinere angreb og rekruttere nye medlemmer.
EU arbejder nu på en ny Counter-Terrorism Agenda for bedre at imødegå disse udfordringer.
Kan måske også interessere dig
Da forbuddet gjorde narkobådene til en benhård storforretning
De lynhurtige narkobåde har forvandlet en ulovlig aktivitet til en profitabel ″industri″ i det sydlige Spanien.
Ryanair slår alarm: Brændstofmangel kan ramme flyrejser i maj
Den igangværende krig i Iran presser det europæiske energimarked.
Julesange, søde sager og levende lys - en noget anderledes december-tradition
VIDEO: Fiesta de los Rondeles i Casarabonela foregår hvert år i december.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.



















