Thomas Vinterbergs fiktion er flyttet til Spanien …
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 16/11/2024 - 07:00
Klumme
Nedlukningerne er dog af mere lokal karakter - omend alvorlige og omfattende.
Hvis du ikke skulle have set Thomas Vinterbergs 'Familier som vores', så udspiller serien sig i et Danmark, hvor hele landet skal lukke ned på grund af klimaforandringerne. Det betyder, at alle familier skal forlade deres boliger og flytte ud af landet, fordi der ikke er penge nok til at stå imod den stigende vandstand.
I denne fiktion på Spanien i Dag er nedlukningerne også en konsekvens af klimaforandringerne.
Nu er du advaret om, at denne lørdagsklumme er fiktion, og jeg vil også gerne tilføje drama og realisme!
Katastrofen med oversvømmelserne i Valencia Regionen krævede mange dødsofre, tusindvis af hjem blev ødelagt, broer og veje skyllet væk og et endnu ukendt antal biler slået til pindebrænde.
Myndighederne anslår, at udgifterne for at retablere alt beløber sig til mindst mellem 35 og 50 milliarder euro.
Under et møde mellem regeringen, den regionale regering i Valencia og diverse eksperter besluttede man, at man ikke ville foretage udbedringerne på de ødelagte områder. Specielt professor Adrián Escudero fik overbevist politikerne om, at sandsynligheden for at nøjagtigt det samme skulle ske igen var stor, hvilket endda også skete blot 15 dage efter den første katastrofe.
Adrián Escudero gjorde sammen med de økonomiske eksperter i gruppen også rede for, at tilsvarende katastrofer ville blive ved med at ske på grund af klimaforandringerne, og det ville være langt dyrere at skulle blive ved med at udbedre nye skader end at bygge nyt i sikre områder til de berørte indbyggere.
Overordnet blev det besluttet, at de ødelagte områder skulle omlægges til grønne områder og med vandreservoirer til opsamling af regnvandet for senere brug i tørkeperioder.
Dernæst blev det besluttet, at familierne i de flere end 130.000 ødelagte boliger skulle genhuses i seks nye byer - eller udvidelse af eksisterende landsbyer - beliggende mindst 50 meter over havets overflade og, hvor der ikke løber floder gennem.
På mødet valgte man foreløbigt de nye områder. Alle deltagerne sad med Google Earth, hvor man jo kan se højden i ethvert område, og kom med forslag.
De berørte familier blev opdelt i fire grupper:
- Nuværende lejere betragtes med højeste prioritet
- Ejerne af boliger, som er deres primære hjem, betragtes også med højeste prioritet
- Ejere af ferieboliger nedprioriteres, da det betragtes som unødvendige boliger
- Ikke færdiggjorte luksus-byggerier i de lavtliggende områder langs Middelhavskysten betragtes som uansvarligt planlagt
De berørte familier havde jo rykket for, at udbedringerne af boligerne skulle sættes i gang ligesom de ødelagte veje og broer.
Tidsfristen for at offentliggøre beslutningen var derfor meget begrænset. Man forventede også, at når de berørte fik at vide, at genopbygningen ikke ville ske og, at de i stedet skulle flyttes, ville de rejse sig med store protester.
Nu sad mødets deltagere med en hemmelighed, der under ingen omstændigheder måtte slippe ud. De blev alle pålagt tavshedspligt under strafansvar i henhold til lov 337 af 13. juni 1987 stk. 27.
Det gjaldt også “Alberto”, der qua sin høje stilling i regionalregeringen, “sådan løbende og diskret havde tippet sin meget velhavende entrprenør-onkel om nye investeringsområder …”
Alberto havde også lige sin svoger, der ejede hus i den hårdt ramte by Paiporta, som kongeparret besøgte …”
Og endnu værre. Da Alberto kom hjem fra det gigantisk lange møde, mistænkte hans kone Francisca ham for at have lavet noget helt andet. Ja, det var jo sket før, så han var nødt til at fortælle for at få et alibi …
- Hvilke betingelser besluttes for de berørte boligejere?
- Hvor bliver de nye områder placeret?
- Tænker Andalusien i samme baner for Málaga Provinsen?
- Tipper Alberto entreprenør-onklen?
- Hvad sker der mellem Alberto og Francisca?
Hvis du vil vide det, må du læse klummen på næste lørdag …
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.