Jubilæum uden fest

Ti år med PSOE – hverken mere eller mindre. Men det eneste, der er vokset med opgaven, er utilfredsheden i befolkningen.

Spaniens ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, kan i dag fejre ti års jubilæum som frontfigur for den spanske socialisme.
Festlighederne bliver dog overskygget af økonomisk krise og voksende utilfredshed, der truer med at tage luften ud af det magtfulde socialistiske regeringsparti.

Zapatero blev noget uventet valgt som generalsekretær for PSOE den 22. juli 2000 – lige midt i den største interne krise i PSOE i lang tid. Zapatero var fortaler for en fløj af unge socialdemokrater, der krævede udskiftning af det gamle partiapparat, en dynamisk opposition og socialisme for alle.
Zapatero blødgjorde den nationalpolitiske scene, der gennem mange år havde været præget af hårde konfrontationer mellem de to store partier: Det konservative PP og det socialistiske PSOE. Zapateros motto var ”fredelige forandringer, humør og politisk ånd”, og det viste der sig at være flertal for.
Takket været støtte fra partiets afgående formand, Felipe Gonzales, og hans "nummer to", José Blanco, blev Zapatero målt med socialistiske sværvægtere som José Bono, Rosa Díez og Matilde Fernández.

Det lykkedes for den nye partiformand at komme af med de ”gamle” korruptionssigtede partibosser og i stedet præsentere en ny ledelse, der overvejende bestod af ukendte ansigter med en gennemsnitsalder på 40 år.

Men hvis valget af Zapatero som partiformand i 2000 blev noget af en overraskelse, så var det ikke noget i forhold til parlamentsvalget den 14. marts 2004.
 

Tre dage inden valget blev landet rystet i sin grundvold, efter at en gruppe islamiske radikalister havde gennemført en række bombeattentater mod tre lokaltog i Madrid. 191 personer mistede livet og næsten 2.000 såret. Det daværende konservative regeringsparti spillede sine kort helt forkert, da partiets formand, José María Aznar, få dage efter hævdede, at attentatet var ETA's værk.

Der blev organiseret protestaktioner og demonstrationer over hele landet, og dermed var banen ryddet for et spansk regeringsskifte, der endte med en markant sejt til den nye socialistiske oppositionsleder.