Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ti storkriminelle eftersøgt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/09/2013 - 10:59

Krimi og katastrofe


Spansk politi sætter nu alle sejl ind på at lokalisere og anholde ti udlændinge, der alle er eftersøgt for alvorlig kriminalitet og menes at...

Spansk politi sætter nu alle sejl ind på at lokalisere og anholde ti udlændinge, der alle er eftersøgt for alvorlig kriminalitet og menes at opholde sig i Spanien. Myndighederne beder nu om din og min hjælp.

 

I et tæt samarbejde med den britiske anti-kriminalitetsgruppen Crimestoppers opfordrer politiet landets indbyggere til at hjælpe med at finde de sidste ti flygtede kriminelle, der alle er briter.

 

I løbet af de syv år, der er gået siden den såkaldte ”Operación Captura” begyndte, er det lykkedes at opspore 53 af de i alt 65 eftersøgte britiske stor-kriminelle i Spanien. To er helt blevet fjernet fra listen, og det betyder, at der nu ”kun” er ti tilbage. Og de skal findes, mener Crimestoppers, der satser stærkt på indbyggernes samarbejde.

 

Alle begået alvorlig kriminalitet

De sidste ti, der alle betegnes som meget farlige, er efterlyst i hele Spanien, men menes at opholde sig i områder, hvor der i forvejen findes en stor britisk koloni som i Alicante og Málaga. Her kan udenlandske kriminelle lettere skjule sig blandt de øvrige udenlandske turister og leve en behagelig tilværelse under sydens sol.

 

De fleste af de tidligere anholdte aftjener nu lange fængselsstraffe for deres forbrydelser, der spænder fra narkotikahandel til seksualforbrydelser og mord.

 

Den senest anholdte eftersøgte brite fra listen blev anholdt den 6. august. Darren Kevin O'Flaherty blev pågrebet i North Wales, mens han sad på en kinesisk restaurant og fejrede sin fødselsdag. Den 39-årige brite var eftersøgt for kidnapning, røveri og for et mord i Spanien i 2010 på den irske turist John O'Neill.

 

Pædofil blandt eftersøgte

Blandt de, der endnu er på fri fod, er Christopher Guest More, anklaget for mord på en landsmand, der nægtede at udlevere penge under et hjemmerøveri i Cheshire, England, i 2003.

 

39-årige Allan James Foster - også kendt som Shaun Michael Wilkinson – er anklaget for at have myrdet David "Noddy" Rice på en parkeringsplads i 2006, samt for diamant- og narkotikarøverier. Politiet mener, at han har forbindelser til De Kanariske Øer og De Baleariske Øer.

 

En tredje efterlyst stor-kriminel er Fataj Benlaredj, der er anklaget for at have voldtaget en syv-årig. Britisk politi vurderer ham til at være mellem 30 og 35 år, går under navnet Samir og gemmer sig på spansk territorium.

 

Kampagner har før givet pote

Med henvisning til succesen fra lignende efterlysnings-kampagner kan der nu være håb om, at de britiske stor-kriminelle ikke har mange dage tilbage i frihed.

 

Crimestoppers anmoder om offentlighedens hjælp og om, at alle fremsender oplysninger, der kan være relevante om de personer, der er på listen, eller ring til 900 555 111.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.