Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tilbage i Spanien efter fem år på flugt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 29/03/2023 - 09:56

Er du sikker på, at du kan arrestere mig?

Samfund og Politik

Los Mossos arresterede Clara Ponsatí i Barcelona i går, da hun satte igen satte sine ben på spansk jord. 

Clara Ponsatí, nu EU-parlamentsmedlem og tidligere undervisningsminister i den catalanske regering, vendte tirsdag overraskende tilbage til Catalonien efter at have tilbragt fem år i eksil i Belgien og Skotland.

Hun flygtede fra Spanien sammen med Carles Puigdemont og tre andre parlamentsmedlemmer efter at have deltaget i tilrettelæggelsen af den ulovlige folkeafstemning den 1. oktober 2017 om Cataloniens frigørelse fra Spanien.

Folkeafstemningen fandt sted, efter at regionsregeringen i Catalonien havde erklæret Catalonien for en republik. 

Ponsatí blev anholdt på Plaça de la Catedral i Barcelona af civilklædte betjente fra Mossos d'Esquadra i overensstemmelse med den arrestordre, som er udstedt på hende for ulydighed. Hun blev derefter afhørt af en vagthavende dommer og kom med vidneerklæring.

Omkring klokken 23:00 løslod den vagthavende dommer i Barcelonas retssal 4 foreløbigt den tidligere minister, som blev modtaget af partimedlemmer som den tidligere formand for parlamentet, Laura Borràs, Josep Rull og Jordi Turull. 

Ponsatí blev samtidigt indkaldt af dommer Pablo Llarena til at vidne den 24. april ved højesteret. Her vil Ponsati blive informeret om retsforfølgelsen for ulydighed.

"Lad Clara være"

Under anholdelsen viste Ponsatí sin akkreditering som medlem af Europa-Parlamentet til agenterne og spurgte: 

- Er I sikre på, at I kan anholde mig som EU-parlamentsmedlem?

Det skete samtidig med, at hun blev hyldet af en forsamling af uafhængighedstilhængere, der råbte: "Lad Clara være!”

Efterfølgende holdt Ponsatí en pressekonference, hvor hun erklærede, at hun ikke er vendt tilbage for at indgå en pagt med staten, men for at fordømme den systematiske krænkelse af catalanernes rettigheder, og at målet med hendes hjemkomst er at gøre undertrykkelsen endnu mere synlig.

Beslutningen om at vende tilbage til Catalonien, som ifølge hendes advokat Gonzalo Boye var planlagt, blev truffet, efter at undersøgelsesdommer Pablo Llarena ændrede anklagerne mod Clara Ponsatí for ulydighed. Herefter vil ulydighed være en forbrydelse, der ikke straffes med fængsel, men med en bøde på tre til tolv måneder og en særlig udelukkelse fra offentlig beskæftigelse eller embede i mellem seks måneder og to år.

Med hensyn til Llarenas rolle sagde Ponsatí, at han ikke er den kompetente dommer, og at hun ikke respekterer hans stilling. Hun tilføjede, at den ordre, der er udstedt mod hende for ulydighed er ulovlig.

Puigdemont på banen

Efter anholdelsen opfordrede Cataloniens tidligere præsident, Carles Puigdemont, EU-Parlamentets formand Roberta Metsola til ikke at se den anden vej i forbindelse med anholdelsen, hvor Spanien - efter Puigdemonts mening - har krænket en MEP's immunitet. 

Puigdemont bad Metsola om at gå i forbøn, så Ponsatí kan deltage i EU-Parlamentets plenarmøde på onsdag som medlem af Europa-Parlamentet.

På regeringens vegne sagde indenrigsminister Joan Ignasi Elena, at Ponsatí er vendt tilbage fra et eksil, som hun aldrig burde have været udsat for. 

- Vi glæder os over, at reformen af straffeloven gør det lettere for det spanske retssystem at løslade hende, når hun har afgivet sin forklaring", sagde indenrigsministeren.

Kommentarer

Hvordan straffes man med en bøde på tre til tolv måneder ?

"Herefter vil ulydighed være en forbrydelse, der ikke straffes med fængsel, men med en bøde på tre til tolv måneder og en særlig udelukkelse fra offentlig beskæftigelse eller embede i mellem seks måneder og to år."

Hej Ole
Det er fordi, man i det spanske retssystem arbejder med dagsbøder, og beløbet bestemmes alt efter den dømtes økonomiske situation. Man ganger så beløbet med de antal dage, man er blevet dømt til at betale bøde, hvilket kan være alt mellem fem dage og to år. For at udregne har en måned 30 dage og året 360 dage.

Hvis man ikke kan eller vil betale, kan to dagsbøder til tider indløses til én dags fængsel.

Beløbet skal i princippet falde på én gang, men man kan ansøge om at betale ad flere gange.

Venlig hilsen Kathrine

Tak Katrine . . . snedigt system :-)

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.