To burde skamme sig, mens to bare griner

Men er det ikke Pedro Sánchez' skyld det hele? Det var jo ham, der underkastede sig Puigdemonts og Aragonès' krav for at blive siddende på tronen …

Ikke helt.

Vi skal tilbage til den seneste valgkamps start. Feijóos meningsmålinger for PP voksede ind i himlen. Han troede, han ville vinde stort - det var han jo vant til i Galicien, hvor han havde været præsident for den regionale regering i over 13 år og vundet fire gange med absolut flertal. Han lagde derfor hårdt ud mod Sánchez - hvilket viste sig at være uklogt.

- Jeg vil rense landet for “SANCHISMEN”, sagde Feijóo og nævnte alle de ulykker, som Sánchez havde begået mod landet og svinede ham til på enhver tænkelig måde.

Om det var Feijóo selv eller en gruppe af kampagnerådgivere, der havde fundet på det, vides ikke.

Det eneste, vi ved, er, at de ikke havde sat sig ind i Sánchez psyke. Trods hans ganske rolige og venlige fremtoning gemmer der sig en ekstraordinær sej og stædig mand på hvis sukkermad, man ikke skal pisse. Det ved alle, der har studeret ham i hans historiske forløb på den politiske scene.

I valgkampen opførte Sánchez sig overvejende modsat Feijóo - ja han nærmest opførte sig undskyldende over Feijóos opførsel.

Feijóos mandater voksede ved valget, men de nåede ikke helt op i himlen. Da han havde erkendt det, anmodede han Sánchez om at støtte ham i indsættelsen som landets nye premierminister.

Sánchez nærmest latterliggjorde hans opfordring med henvisning til det uforstående i, at Feijóo nu ville være bedste venner med den mand, han han havde svinet til og hvis gerninger, han ville udrydde.

Desværre for Spaniens bedste havde Sánchez besluttet, at han ville betale enhver pris for at jorde Feijóo.

Og Sánchez ynder stadig at være fraværende i salen, når Feijóo holder sine indlæg - ligesom det skete under debatten, da Feijóo forsøgte at blive indsat som premierminister efter valget.

På den måde nyder Sánchez at markere, hvor ligegyldig en person Feijóo er for ham.

Der er vi i dag.

I sidste weekend var jeg jo i Madrid, men havde på forhånd desværre ikke kunnet få billetter til at besøge Kongressen. Dér ville jeg have benyttet lejligheden til at fortælle mit barnebarn Andrea, at “dette rum er det eneste i Spanien, hvor det er tilladt at opføre sig brutalt og uanstændigt over for hinanden”.

Desværre er jeg nemlig ind i mellem nødt til at følge med i tv-transmissionerne fra debatterne i Kongressen og Senatet. Og den måde, som de angriber hinanden på, ER helt uanstændig.

Den ene dag kræver den ene, at den anden smider en ud af sit parti, og den anden dag kræver den anden det modsatte. Alt smuds - sandt eller falsk - er bare det rene guf.

Og alt imens de to herrer og deres respektive partier hader hinanden mere og mere, sidder hr. Puigdemont og hr. Aragonès mere og mere sikkert på magten i Spanien. 

Hr. Sánchez og hr. Feijóo burde ikke blot skamme sig. De burde have en gedigen omgang med spanskrøret.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt