Tobakssmugling og hvidvaskning
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/08/2014 - 07:05
Krimi og katastrofe Penge & Forbrug
Den offentlige anklager ved Spaniens højesteret vil nu tage retslige skridt mod tobakssmugling og hvidvaskning af penge i Gibraltar.
Den offentlige anklager ved Spaniens højesteret vil nu tage retslige skridt mod tobakssmugling og hvidvaskning af penge i Gibraltar.
Sagen kommer efter en henstilling fra Det Europæiske Kontor for bekæmpelse af svig, OLAF, efter et års undersøgelse af påståede finansielle ulovligheder på den britisk-ejede klippehalvø.
- Der er grund til at tro, at der er sket tobakssmugling og hvidvaskning af penge, som også påvirker finansielle interesser i EU, hedder det i OLAFs rapport.
Rapporten er nu sendt til statsadvokaterne i både Spanien og Gibraltar med opfordring til, at der tages retslige skridt. OLAF har alene administrative beføjelser.
Sejr for Spanien
Der er sendt inspektører til Gibraltar tre gange siden september 2013, og Spanien og Gibraltar har været på kant med hinanden i flere år i forbindelse med uoverensstemmelser om fiskerirettigheder i farvandet ud for Gibraltar.
EUs krav om retslige skridt mod den påståede tobakssmugling ses som en klar sejr for de spanske myndigheder, som hævder, at mistanken om ulovlig smugling begrunder en grundig grænsekontrol.
Madrid har længe klaget over, at Gibraltar bliver brugt som et skatteparadis for organiserede kriminelle.
Den spanske regering hævder at der blev importeret mere end 117 millioner pakker cigaretter til Gibraltar i 2013, og det er langt mere, end behovet hos klippehalvøens 30.000 indbyggere.
Ni pakker hver
- Hvis tallene holder, ryger hver indbygger, mænd, kvinder og børn ni pakker hver om dagen, siger en spansk regeringskilde.
En del af den importerede tobak bliver købt af de cirka 12 millioner turister, der hvert år besøger Gibraltar. Langt hovedparten ender dog som smuglertobak.
De spanske myndigheder siger, at problemet kunne løses ved, at Gibraltar opkræver samme afgifter for cigaretter som Spanien.
En tredjedel af Gibraltars BNP stammer fra salg af tobak.
Meget billigere
Spanske medier rapporterede mandag, at importen af tobak til Gibraltar er tredoblet i årene 2006-2011. Tilbage i 2012 blev der importeret 110 millioner pakker cigaretter til klippen.
Gibraltar er momsfrit område, og det betyder at cigaretterne er betydelig billigere end i Spanien. Til sammenligning kan det nævnes, at en karton cigaretter på Gibraltar koster mellem 25 og 27 euro, mens prisen for et karton i Spanien typisk ligger på mellem 40 og 45 euro.
Som turist må man medbringe én karton cigaretter fra Gibraltar til Spanien.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.