Tag toget i lufthavnen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 22/01/2014 - 10:06
Fly & trafik
Rigtig godt nyt til rejsende, der skal flyve fra lufthavnen i Billund. Efter årtiers debat om en togbane til den populære sydjyske lufthavn, h...
Rigtig godt nyt til rejsende, der skal flyve fra lufthavnen i Billund. Efter årtiers debat om en togbane til den populære sydjyske lufthavn, har den danske regering, Dansk Folkeparti og Enhedslisten indgået en ny trafikaftale, som sikrer en baneforbindelse til Billund i 2020.
En aftale om modernisering af jernbanenettet betyder nemlig, at der i 2020 vil blive etableret en jernbaneforbindelse til Billund, med stationer i Billund Lufthavn og en nær Legoland.
Den såkaldte "Jelling-løsning", der i første omgang er blevet vedtaget, omfatter en ny 19 kilometer enkeltsporet jernbane til Billund Lufthavn med en tophastighed på 120 km/t.
Andre løsninger undersøges
Dansk Folkeparti har dog fået indføjet i aftalen, at det skal undersøges, hvorvidt det er muligt at lave andre løsninger end en traditionel jernbaneforbindelse. Det skal diskuteres til april.
Med en letbane vil rejsetiden mellem Vejle og Billund Lufthavn være på 29 minutter. Derfor regner man med, at der skal gå tog på strækningen hver halve time, så tilbuddet bliver attraktivt for de 2,8 millioner passagerer, der årligt benytter lufthavnen.
Det forventes derfor også, at banen bliver dyrere i drift per passager end tilsvarende forbindelser. Der skal derfor også et klækkeligt årligt tilskud fra Trafikstyrelsen til, for at banen kan løbe rundt økonomisk. Det forventes, at der skal spyttes omkring 50 millioner offentlige kroner i kassen hvert år.
Strækningen kommer i alt til at koste 750 millioner kroner, eller 40 millioner kroner per kilometer. Den forventes at være færdig i 2020.
Glæde og flere passagerer
I lufthavnens ledelse har nyheden givet rig anledning til at trække på smilebåndet.
- Beslutningen om at etablere en jernbane til lufthavnen er lige så afgørende, som da man i EU besluttede at liberalisere den europæiske luftfart, således at lufthavnen fik mulighed for at etablere international rutetrafik, siger administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen fra Billund Lufthavn til check-in.dk.
Og i lufthavnen forventer man da også, at den nye forbindelse vil gøre udslag på antallet af passagerer:
- Blot tre til fire procent af vores passagerer benytter i dag kollektiv trafik til og fra lufthavnen. I andre skandinaviske lufthavne benytter mellem 30 og 35 procent af passagererne kollektiv trafik, så vi tror på et trafikspring, der betyder, at vi når fire millioner passagerer tre eller fire år før ventet, vurderer Kjeld Zacho Jørgensen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.