Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Absurd: Millioner af tomme boliger

Skrevet af , tor, 27/02/2014 - 09:38

Bolig Samfund og Politik


Tomme boliger og hjemløse. Det burde være to problemer, som kunne løse hinanden, mener velgørenhedsforeninger, men nej. Bankerne anklages fo...

Tomme boliger og hjemløse. Det burde være to problemer, som kunne løse hinanden, mener velgørenhedsforeninger, men nej. Bankerne anklages for at holde på millioner af tomme boliger, mens folk sover på gaden.

 

Over 80 procent af Europas hjemløse kunne få et hjem, hvis de blev sat ind i de 3,4 millioner tomme boliger i Spanien. Europa har over 11 millioner tomme boliger, hvor af cirka hver tredje findes i Spanien, skriver den britiske avis, The Guardian.

 

Det er velgørenhedsforeninger, der hjælper hjemløse i Storbritannien, der har regnet sig frem til tallene og opstillet det tankevækkende tankeeksperiment.

 

Nok til alle

Ifølge direktøren for den fælles europæiske organisation FEANTSA, Freek Spinnewijn, der arbejder med hjemløse, er halvdelen af Europas tomme boliger nok til at redde folk fra at sove i gaderne.

 

- Regeringerne bør sætte ind for at sende tomme boliger på markedet. Problemet med hjemløshed bliver værre og værre i hele Den Europæiske Union, siger Freek Spinnewijn.

 

Freek Spinnewijn vil have hjemløse ind i de mange tomme boliger

 

Banker holder på boligerne

Med 3,4 millioner tomme boliger er Spanien helt i top i Europa. Italien indtager andenpladsen med 2,2 millioner, og Tyskland følger efter med lidt under 1,8 millioner.

 

De spanske banker bliver beskyldt for at beholde boliger til en kunstig høj pris i stedet for at sænke prisen og få boligen solgt. Bankernes strategi gør, at de får en kunstigt højere kapital, end hvis de satte en realistisk pris, da bankernes værdier i form af ejendomme tæller med i deres kapital.

 

I nogle spanske regioner som Catalonien truer regeringen med bøder på op til 100.000 euro til de banker og investeringsselskaber, der lader boligerne stå tomme i over to år.

 

Startede før krisen

Inden boligboblen brast, hvor især briter og tyskere købte masser af boliger i sydens sol, gik byggebranchen amok i ferieområderne. 800.000 boliger blev der bygget på et enkelt år for at kunne følge med den store efterspørgsel.

 

Det førte til prisstigninger på 44 procent i løbet af perioden mellem 2004 og 2008. I dag er tæt på hver tredje ejendom i ferieområderne ubeboede.De 3,4 millioner tomme boliger i Spanien udgør 14 procent af samtlige ejendomme i landet.

 

Tankeeksperiment: Kunne her være plads til Europas hjemløse?

 

Paradoksalt problem

Det er ikke kun udlændingeflugten efter krisen, der giver tomme boliger. Arbejdsløsheden i dag gør, at mange ikke kan betale boliglån og husleje og bliver smidt ud af deres bolig af den grund.

 

Formanden for den spanske forening for hjemløse, María José Aldanas, siger til The Guardian:

 

- Spanien har haft så mange tvangsauktioner og udsættelser, at vi er nået til et punkt, hvor vi har for mange mennesker uden hjem og for mange hjem uden folk.

 

 

Kommentarer

Er holdingen så, at man bare skal give gratis bolig til hjemløse??? Nok er det et "rødt" nyhedsbrev forstår jeg, men der er ingen grund til at kopiere alle usammenhængende teorier og videregive det. Det er jo i praksis umuligt blot at fylde hjemløse ind i tomme boliger. Lad os antage at man fylder en bolig op med 50% hjemløse for at få det til at se beboet ud, men skal så købe resten? Vil du flytte ind i en boligblok hvor halvdelen er hjemløse? næppe! og allerede der stopper bankerne økonomiske bevægfrihed over tomme boliger. Det er værre end at skyde foden af sig selv og i sidste ende giver det kun større tab. /Rasmus

Hej Rasmus.

Det var nok mere ment som et tænkt eksempel for at illustrere det absurde i situationen.

 

Venlig hilsen redaktionen

Hvis folk er fattige, kan de jo ikke betale husleje og der er sikkert ikke mange, der vil købe og betale en dyr lejlighed, hvis resten af opgangen består af "fattige". Så regeringen må jo spare og ikke alle disse tomme flyvepladser og andet prestige byggeri. Så må der bygges fattig kvarterer. Og samtidig må de ansvarlige markere sig m.h.t. alle de byggerier, som ikke bliver til noget, trods (især) udlændinge har betalt og når de så kommer herned, er det halv færdigt eller gået konkurs. Og når man så på TV ser, hvordan ældre mennesker bliver smidt ud, når de ikke kan betale husleje og andre som med godkendelse fra kommunen, har bygget og så var det ikke lovligt alligevel og så bliver det revet ned. Bl. a. den Far, som ikke engang måtte tage sit lillebarn med, bare ud af huset og så tog nogle fra myndighederne barnet med til noget socialt, tror jeg det var. Og sådan troede jeg ikke det var her, har boet her i 24 år.

Vi kan hurtigt blive enighe om at der er alt for mange huse og lejligheder i Spanien der står tomme og hvor der står drømme priser på, priser der i en to9d som denne aldrig ville kunne få nogen til og købe dem. Hvis bankerne og andre ejer mænd sænkede priserne så man kunne betale dem så ville folk igen købe huse og lejligheder og der ville sikkert enda være nogen der ville leje dem ud, så kunne det jo sætte gang i den triste mølle som spanien bare ikke kan komme ud af.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.