Torrevieja samler ind
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 03/03/2022 - 07:00
Samfund og Politik
VIDEO: Krigen i Ukraine får nu Torrevieja Kommune og frivillige til at samle ind. Dagligt sendes der nødhjælp af sted, så man kan let bidrage.
Ukraine er i krig, og det betyder flere hundrede tusinde på flugt. Og mens de russiske bomber regner ned, mister ganske almindelige mennesker alt, hvad de ejer og har.
Derfor stiller byrådet i Torrevieja nu et lokale til rådighed til at modtage humanitær bistand til Ukraine. Det danske byrådsmedlem, Gitte Lund, var med til at præsentere tiltaget tirsdag. Hun er ansvarlig for udlændingeområdet i kommunen.
Sekretæren for Den ukrainske Forening i Torrevieja, Natalia Xhezhnyasvska, oplyser, at det er meget nødvendigt med donationer af dåsemad, tøj, sokker, tæpper, soveposer og termotøj.
- Vil du donere, foregår det i Calle Clemente Gosálves 24 (bajo) fra mandag til lørdag mellem klokken 10:00 og 13:00 og igen fra klokken 17:00 til 20:00, opluser Gitte Lund til Spanien i dag.
Sender dagligt hjælp af sted
Repræsentanter for 22 lokale ngo'er deltog i mødet mandag, der var indkaldt af byrådet i Torrevieja, og de kommer på frivillig basis til at stå for at koordinere modtagelsen af alle donationerne.
Ud over danske Gitte var tilstede også kommunens ansvarlige for NGO'er og frivilligt arbejde, Concha Sala, den ansvarlige for borgerinddragelse, Inmaculada Montesinos og ansvarlig for social velfærd, Tomás Ballester.
De vil alle samarbejde med den ukrainske forening i Torrevieja, som allerede i flere dage har modtaget donationer på sit hovedkvarter i Calle Pedro Lorca 138. Hver dag bliver der sendt nødhjælp fra Torrevieja til den ukrainske grænse i Polen.
Sekretæren for foreningen, Natalia Xhezhnyasvska, siger, at et af de mest presserende behov lige nu også er penge "til erhvervelse af materiale, som de har brug for i Ukraine”. Til det formål har foreningen planlagt at åbne en bankkonto i de kommende dage, så man kan donere direkte.
På mødet blev muligheden for at kunne hjælpe til med at modtage flygtninge i Torrevieja også drøftet, og der er i den forbindelse overvejet forskellige muligheder, og der vil blive truffet beslutninger i de kommende dage.
Sekretæren for foreningen nævnte et andet problem, da et ubestemt antal ukrainske turister lige nu er fanget i et limbo i Torrevieja, da de pludselig ikke kan vende tilbage til deres hjemland.
Også den gruppe vil kunne få hjælp gennem de forskellige solidaritetsaktioner, der er blevet iværksat.
Stor demonstration i weekenden
I Torrevieja er der omkring 11.000 fastboende ukrainere. Søndag blev der afholdt en fredsdemonstration på byens centrale plads under mantraet "I dag er det Ukraine, i morgen kan det være hele verden".
Knap 1.000 personer samledes på Plaza de la Constitución for at bede om hjælp og støtte fra NATO- og EU-landene.
Det så sådan her ud:
Invitation til at besøge Røde Kors i Mijas Kommune
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.